Roma-rod

TONEANGIVENDE politikere på Christiansborg har besluttet, at Danmark er 'besat' af fattige og usoignerede romaer fra Rumænien og Bulgarien. De skaber bl.a. utryghed, når de tigger på gaderne og sover i parker, som de i mangel af bedre også benytter som toiletter.

I ET FORSØG på at være handlekraftig har minister for lov og orden Søren Pape (K) fået gennemført, at romaerne kan anholdes og idømmes bøde.

DESUDEN har ministeren gjort det dobbelt så kriminelt at være fattig i Danmark. En roma med en beskidt tigger-kop kan nu smides 14 dage i spjældet. Ydermere tumler Søren Pape med et forslag om ’zoneforbud’, så romaer kan bortvises fra en eller flere kommuner.

JUSTITSMINISTEREN får ros. Dog ikke af Dansk Folkeparti. Partiets retsordfører, Peter Kofoed Poulsen, kalder i et læserbrev i Jyllands-Posten zone-forbuddet for ’varm luft’.

HAN ANKLAGER regeringen for at være i ledtog med venstrefløjen, fordi den ikke vil stemme for Dansk Folkepartis forslag om at deportere romaer. Han tilføjer: 'Vi skal ikke forvise kriminelle udlændinge nogle få kilometer eller til nabokommunen – vi skal forvise dem til deres eget land.'

SÅ KENDER vi Dansk Folkeparti igen. Nemlig som partiet, der stiller himmelråbende horrible forslag. De andre partier har selvfølgelig en god grund til, at de ikke støtter forslaget – bortset fra den kendsgerning, at Europa ikke har de bedste erfaringer med at deportere mennesker.

DET VILLE være uhyrligt ud over alle grænser at deportere folk, fordi de er fattige og romaer – altså EU-borgere, der i forvejen er forfulgte. Forslaget vil næppe holde til at blive vurderet efter internationale bestemmelser.

PARTIET VED godt, at forslaget er urealistisk – og er ligeglad. For det handler kun om at buldre frem med forslag, som menes at være populære blandt vælgerne.

ROMAERNE udgør et voksende problem i storbyerne. Nogle ernærer sig ved kriminalitet, og undersøgelser peger på, at en del af tiggeriet og flaske-indsamlingen er organiseret. Der er eksempler på grove overfald på danske hjemløse, og så er det uomtvisteligt, at mange borgere føler sig utrygge.

DER FINDES ingen nemme løsninger på dette roma-rod. Men hvis Dansk Folkeparti skal tages alvorligt, må partiet hoste op med realistiske og stuerene forslag.

200 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere