Roterende helvede

Der skal bygges 900 vindmøller på land og til havs for at opfylde it-giganternes energibehov. Foto: René Schütze
Der skal bygges 900 vindmøller på land og til havs for at opfylde it-giganternes energibehov. Foto: René Schütze

VI SKRUER tiden tilbage til 2015: It-giganten Apple har netop meddelt, at den vil bygge et gigantisk datacenter til 6,3 mia. kr. i Foulum ved Viborg.

DE BEGEJSTREDE arme på den daværende borgmester Torsten Nielsen (K) roterer som en løbsk vindmølle: ’Vi har skrevet verdenshistorie.’

ENTUSIASMEN er forståelig nok. Hvis de forkromede tal ellers holder, vil Apples investering kaste omkring 10.000 nye arbejdspladser af sig.

OGSÅ PÅ Christiansborg danses der cancan over det kommende job-eldorado. Og jublen kender ingen grænser, da også Google og Facebook meddeler, at de vil bygge centre på dansk jord.

DER HOLDES mange taler og skrives mange indlæg om de fantastiske perspektiver. Kun de færreste er i tvivl: Danmark vil blive det nye Silicon Valley – eller i hvert fald noget, der ligner.

NU SKRUER vi så tiden frem til i dag, og begejstringen er kommet ned i mere jordnære højder.

EKSEMPELVIS bliver jobfesten knap så stor som oprindelig tænkt. De ca. 10.000 dejlige arbejdspladser hos Apple er ifølge Jyllands-Posten kommet ned på 50 fastansatte næste år og maks. 150, når centret om en årrække er færdigudbygget.

DER ER også blevet talt begejstret om, at overskudsvarmen fra alle computersystemerne ville kunne varme Viborg og omegn op om vinteren. Den plan bliver efter alt at dømme ikke til noget, og det kan fuglene så glæde sig over.

TIL GENGÆLD er der ingen tvivl om de enorme mængder energi, datacentrene skal bruge. De vil i 2030 suge 7,5 TWh (terawattimer) ud af elnettet. Det svarer til forbruget fra 1,9 mio. husstande. Og her har vi så problemet.

FOR I 2030 skal al dansk energi være grøn. Alene for at fodre datacentrene skal der bygges 900 vindmøller til lands og til vands, viser beregninger. Kolossale arealer skal altså forvandles til et roterende helvede for at tilfredsstille de internationale it-selskaber.

TILMED BLIVER det ikke lokale, men udenlandske energiselskaber, som kommer til at score fortjenesten på elproduktionen.

NÅR VI OGSÅ ved, at it-giganterne fifler og jonglerer med skatten (Apple betalte fire mio. i dansk skat sidste år), er vejen banet for en miljø- og skatteskandale i sværvægtsklassen.

228 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere