Rygerne skal ribbes

ANTALLET af unge rygere i Danmark er steget. Prisen på cigaretter skal derfor hæves, så antallet falder igen. Det står i det såkaldte ’forståelsespapir’, som Socialdemokratiet og de røde støttepartier gav håndslag på efter valget.

NU VISER det sig, at regeringen sandt nok hæver prisen på tobak. Men til det beløb, der batter mest i statskassen. Hvilket ikke er det beløb, der afskrækker rygere. S vil således hæve prisen fra 40 til 50 kroner for en pakke cigaretter. En højere pris får ganske vist flere til at holde op med at ryge – herunder unge – men altså også statens afgiftsindtægter til at falde.

Så hvis socialdemokrater siger, at cigaretpriserne sættes op af hensyn til folkesundheden, er det et hykleri.

SKATTESTYRELSEN udgav i foråret en analyse med titlen: ’Moderate prisstigninger på cigaretter kan være gavnlig for samfundsøkonomien’. 

Heri godtgør beregninger, at sætter man prisen en lille smule op ad gangen, vænner rygerne sig til prisen. Hvilket er, hvad S lægger op til. Prisstigningen på omkring ti kroner pr. pakke skal ske med tre en halv krone de næste tre år.

Analysen siger dertil ifølge Berlingske, at ’prisstigninger, som rækker væsentligt ud over ti kr., kan være forbundet med et samfundsøkonomisk tab’.

MEN I regeringens ’forståelsespapir’ står, at der skal ’tages initiativer med henblik på at sikre, at færre ryger, særligt at færre unge begynder at ryge, som led heri hæves afgifterne på tobak’. 

I så fald burde prisen sættes væsentligt højere op. Sundhedsstyrelsen har opgjort, at en stigning på en pakke cigaretter fra 40 til 60 kr. vil reducere de unges cigaretforbrug med omkring 75 procent. Men socialdemokraterne er bange for vælgerne. Man vil hellere sjoske efter danskerne end foran dem. Det er sikrere.

DET BEMÆRKELSESVÆRDIGE ved Skattestyrelsens beregning er, at den ikke siger noget væsentligt om de langsigtede omkostninger ved at øge afgiftsindtægten fra rygerne og fastholde deres antal. Men den slags dukker jo først op flere år ude i fremtiden. Så det anfægter ikke Socialdemokratiet og deres bogholder-kneb.

MAN KAN MENE, at Danmark er et afgiftshelvede, hvor borgerne hele tiden spændes for statens udgiftsvogn. Eller man kan mene, at rygning skal udraderes med heftige afgiftsforhøjelser for enhver pris. 

Det er legitime politiske synspunkter. Mette Frederiksen og kompagni mener ikke nogen af delene. Partiet satser kun på at øge indtægterne. Det er sigende, fordi det er fattigt – moralsk såvel som politisk.

210 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere