Der må og skal være grænser for, hvor vanvittigt offentlige myndigheder behandler almindelige mennesker.
Men som Ekstra Bladet gennem den seneste tid har afdækket, er der tilsyneladende ingen overligger for galskaben, når det gælder hånd<DB>hævelsen af regler for opholdstilladelse og familiesammenføring.
Tag nu 54-årige Bjarne Toft Jakobsen fra Kerteminde. Født og opvokset i Danmark. Så dansk som nogen.
Men ifølge Udlændingestyrelsen er han ikke bare sådan uden videre dansk. Det skal han lige bevise i en danskprøve til november, og indtil da har hans thailandske kone måtte forlade Danmark.
Og hvorfor så det? Jo: hans danskkarakter fremgik ikke på det 39 år gamle afgangsbevis fra folkeskolen, som Bjarne fik tilsendt fra Rigsarkivet, da han skulle indsende dokumentation for, at han overholder reglerne for familiesammenføring.
Bjarne aner naturligvis ikke, hvem der for 39 år siden glemte at skrive det lille tal ned i hans papirer. Og det burde også være fløjtende ligegyldigt. Men nu betyder det pludselig alt.
Man skulle mene, at man kunne klare ærterne med et simpelt opkald til Bjarne. Måske endda et helt møde, hvis man rigtig lagde sig i selen. Men så let skal verden ikke være. Han må vente på, at nogen gider at eksaminere ham i hans modersmål sidst på efteråret.
Politikerne bag lov-junglen forsvarer sig som sædvanlig med, at gak-gak-reglerne skal være ens for alle, og at enkelte mennesker derfor kan komme i klemme.
Men der er langt fra tale om enkeltsager her, kære politikere:
Tag nu danske Lene og russiske Vlada, der ikke kunne få familiesammenføring, fordi de boede gratis hos en bortrejst ven.
Eller Henrik og Sujita, der dels planlægger deres kobberbryllup til sommer, dels venter på at få permanent ophold.
Siden Ekstra Bladet er begyndt at rulle sager som Bjarne Toft Jakobsens op, har mere end 150 danskere henvendt sig til vores journalister, fordi de føler sig fanget i et hurlumhejhus af regler og krav, fordi de vil leve sammen med den, de elsker. Og det skal I endelig blive ved med.
Det har længe været højeste politiske mode at udflytte myndigheder som for eksempel Udlændingestyrelsen for at signalere mere nærhed til de borgere, de betjener. Men hvad hjælper det, hvis ingen lytter til dem.
