44 danskere er gennem tiden omkommet i Afghanistan – udsendt i krig af Danmark. Dertil kommer selvfølgelig et svimlende antal soldater fra andre lande. Plus naturligvis alle de invaliderede – psykisk som fysisk.
Sådan er det at være i krig. Det har store omkostninger – for nogle desværre den ultimative.
Det kan ikke være anderledes. Det er krigens ubarmhjertige logik.
Men så skal der også være et formål. Ellers er det helt ubærligt.
Den aktuelle tragedie i Afghanistan, hvor formørkede Taliban-styrker er ved at generobre landet med deres middelalderlige lov-religion, er et vidnesbyrd om, at der tilsyneladende ikke var et formål med at sende unge danske kvinder og mænd i krig i et land mange tusinde kilometer væk.
Talibans fremmarch er en påmindelse om den gamle sandhed om, at det ikke er nogen sag at indlede en krig – kunsten er at få den afsluttet på forstandig vis. Og har man ikke den del tænkt igennem, var det måske bedst bare at blive hjemme.
Det ser vi nu, hvor det hele sejler i Afghanistan. Ud over at være et mareridt for den almindelige afghaner, er det aktuelle en hån mod de mange soldater, der gennem årene har måttet lade livet, at Taliban nu igen nærmest har fri leg.
Skiftende danske stats- og forsvarsministre har forsøgt at give de efterladte og de invaliderede en mening med tragedien. Når kisten er fløjet hjem, har det lydt, at soldaten har betalt den højeste pris for at skaffe fred og frihed til underkuet land.
Det har selvfølgelig ikke kunnet fjerne sorgen. Men har vel dog udgjort en eller anden form for trøst.
Men så går det ikke, at de vestlige lande ikke gør arbejdet færdigt, men i stedet trækker tropper tilbage i utide og dermed uundgåeligt udløser den galskab, der i disse dage udfolder sig i Afghanistan.
Så er det, at alle de højstemte begravelsestaler fra det officielle Danmark pludselig står tilbage som tom snak.
I al fald lyder det stadig mere påtrængende spørgsmål: Hvad var formålet med det hele?
Svaret fortoner mildest talt noget i disse dage. At vi så tilmed dårligt kan finde ud af at hjælpe de lokale afghanere, der har hjulpet danskerne som tolke, chauffører eller rengøringsfolk, understreger, hvor uskønt hele forløbet har været.
I juni forlod de sidste danske styrker Afghanistan. Allerede i dag er Lashkar Gah, hvor Danmark havde hovedkvarter, tilbageerobret af Taliban. Endnu er det lykkedes at holde hovedstaden Kabul fri for de hærgende Taliban-krigere. Men de fleste er enige om, at det kun er et spørgsmål om tid.
I mellemtiden kan de afghanske kvinder, som danske soldater troede de kæmpede på vegne af, forberede sig på en endnu en periode med ragnarok, voldtægter og grusom religiøs undertrykkelse. Man forstår, hvis afghanerne føler sig ladt i stikken.
Og man forstår, hvis der her i Danmark sidder efterladte fædre, mødre, kærester eller søskende og tænker, at det hele var forgæves. Ja, meningsløst.
