Så til hest

DANSK FOLKEPARTI ynder at fremstille sig selv som et effektivt lov og orden-parti – en barsk politisk knytnæve, der slår hårdt ned på kriminalitet.

SET I det lys gav det en form for mening, at partiet under finanslovsforhandlingerne i 2017 krævede ridende politi genindsat på gader og stræder.

MAN KUNNE se for sig, hvordan ridende betjente i bedste Sam McCloud-stil galoperede hen over asfalten og indfangede forbrydere.

MEN DET har aldrig været Dansk Folkepartis plan. Pruhestene skal kun bruges i ’turistområder’ og til ’honorære formål’ – altså som firbenede ambassadører, der kan vrinske og skide på brostene ved fine, officielle besøg.

38 MIO. KR. fik Dansk Folkeparti afsat over fire år til den såkaldte rytteri-sektion. Siden har projektet stået lidt i stampe. O.k., de uniformerede krikker troppede i år op til Folkemødet på Bornholm, til Aarhus Festuge og ved enkelte andre lejligheder, men slet ikke i det omfang, den hesteglade Peter Skaarup har forestillet sig.

POLITILEDELSEN har ikke ligefrem været begejstret for at få heste på lønningslisten, så man kunne få den tanke, at den har modarbejdet projektet. For i løbet af halvandet år er der kun kommet syv politiheste i tjeneste, og målet er 20.

MEN DET er der en fornuftig forklaring på, bedyrer ledelsen. F.eks. er det svært at finde egnede heste, som i øvrigt først skal trænes op. Dernæst er det en udfordring at finde de rigtige staldbygninger, og endelig er der EU’s udbudsregler.

SÅ HAVDE Dansk Folkeparti for en gangs skyld sat sig ind i sagen, var de praktiske problemer næppe kommet som en overraskelse.

MEN DERMED er problemerne langtfra slut. Kun blå blok står bag heste-aftalen og de 38 mio. kr.

SÅLEDES STÅR det lysende uklart, om rød blok vil hoste op med nye bevillinger ved udgangen af 2021. Ifølge Jyllands-Posten vil justitsminister Nick Hækkerup (S) ikke svare på spørgsmålet.

MED ANDRE ord er der fare for, at de politiheste, der måtte være kommet i tjeneste, fyres om et par år, og at millioner af skattekroner vil være spildt på endnu et af Dansk Folkepartis parade-forslag.

SOM ET vittigt hoved filosoferer: De hesteglade i Dansk Folkeparti kan da bare opstille en rytterstatue af Pia Kjærsgaard i partiets gruppeværelse.

122 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere