Sass Larsens sortie er en ynk

Der må sidde et par socialdemokratiske vælgere, der har stemt på Henrik Sass Larsen, og undre sig.

For lidt siden var han langtidssygemeldt – med udsigt til tidligst at vende tilbage i det nye år. Men dog fortsat fuldgyldigt medlem af Folketinget og fuldt lønnet statsrevisor. Så gjorde han uventet comeback. Han skulle være historiker i Socialdemokratiet, lød det.

Nu forlader Sass Larsen så Folketinget. Han bliver direktør i brancheforeningen ’for venture- og kapitalfonde samt business angels,’ som han meddeler. Lad os oversætte: Henrik Sass Larsen bliver højt lønnet chef-lobbyist for det, nogle vil kalde ’den mørke side’.

For blot få år siden sad Henrik Sass Larsen som erhvervsminister og overvejede at gribe ind over for kapitalfondes fiflerier med mørklægning af regnskaber. Nu har han pludselig ladet sig hyre som deres fremmeste talsmand og forsvarer.

Igennem sin politiske karriere har Sass Larsen brystet sig af at være de svage, de uformuende, de uformående, de uheldige og de forsagtes fremmeste defensor. Har disse haft tiltro til, at her var deres mand, her var en oprigtig politiker med kun deres ve og vel for øje, må en mistro og aversion – ikke blot mod Sass, men mod politikere som sådan – nu blande sig med en vis skepsis. 

Også over for, hvad en socialdemokrat er nu om dage. Partiets forrige finansminister, Bjarne Corydon, solgte energiselskabet DONG for pebernødder til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og blev chefredaktør for erhvervslivets yndlingsavis, Børsen. 

Manden, der skulle have været den næste socialdemokratiske finansminister, er nu ligeledes havnet i storkapitalens sold.

Næste gang, der tales om politikerlede i Danmark og dens angiveligt uudgrundelige opståen, vil det være på sin plads at runde Sass Larsen. Den ubetingede loyalitet, han som politiker forlangte af andre, endte han med selv at være et af de fremmeste eksempler på ikke at kunne leve op til.

Engang var Henrik Sass Larsen frygtet i Socialdemokratiet som indpisker. Lige så modsatrettet svag og hændervridende forekommer hans sortie at være. Eneste formildende omstændighed er, at han blot blev nummer ni på stemme-hitlisten over socialdemokrater i Sjællands Storkreds.

Sass Larsen skylder ikke desto mindre disse vælgere en ordentlig forklaring. Den får de ikke. Sass meddelte, at han efter i går klokken 17 ikke mere ville forklare offentligheden noget som helst. Det er ikke engang arrogant. Det er ynkeligt. 

80 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere