Sejr for slendrian

Skatteminister Karsten Lauritzen burde også se på, hvem i toppen der havde ansvaret. Både i SKAT og i ministerierne?
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau/Scanpix
Skatteminister Karsten Lauritzen burde også se på, hvem i toppen der havde ansvaret. Både i SKAT og i ministerierne? Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau/Scanpix

’EN STOR SEJR for danskernes retsfølelse’, påstod skatteminister Karsten Lauritzen i går og pustede sin spinkle bringe stolt op foran tv-kameraerne.

SKAT affyrer nu en spærreild af sagsanlæg mod 50 af de udenlandske svindlere, der lænsede statskassen for knap 13 milliarder kr. Og det er kun første bølge. En offensiv, Lauritzen prøvede at sælge som et glædesbudskab, der bør fylde enhver rettænkende borger med tilfredshed.

MEN en sejr? Den hopper danskerne ikke på, Lauritzen!

DE fleste har tværtimod en stærk følelse af det stik modsatte: Vrede. Foragt. Og forbitrelse. Der skal helt anderledes boller på suppen for at bortjage en dyb frustration hos skatteborgerne. Fint nok, at Skat nu med Bagmandspolitiets hjælp går løs på svindlerne med krum hals med civile retssager. Og de har åbenbart fået en blodhund med både hjerne og energi i spidsen for kontrolenheden.

MEN vi vil se pengene, før vi overvejer at danse på bordene. Og vi vil se, hvem der var ansvarlig for, at milliarderne kunne fosse ud af kassen.

SAGEN ER, at Skat bevidstløst udbetalte de mange milliarder kr. fra 2012 til 2015 efter et system, hvor udlændinge med danske aktier kan få aktieskat refunderet. Problemet var bare, at svindlerne ikke ejede aktierne, ikke havde betalt skat, og at Skat ikke lettede røven så meget som et sekund for at kontrollere, om der var hold i kravene. Denne tornerosesøvn er stadig en gåde.

ADVARSLER undervejs forsvandt op i den blå luft. Selv efter at det omsider var sivet ind på chef-gangen, at den var rivegal, futtede et par milliarder afsted til USA.

I stedet for at klappe i hænderne nu over, at den danske stat bider fra sig, er den fremherskende følelse stadig, at det først og fremmest er Skats egen skyld, at vi er blevet lænset så læsterligt over så lang tid.

OG at vi skatteborgere må betale for deres ufattelige slendrian. Følelsen er derfor ikke sejr. Snarere forbitrelse mod en en selvfed, gigantisk skatteorganisation med den ene overbetalte direktør oven på den anden, der ikke kontrollerede, hvorfor refusion af aktieskat pludselig spurtede i vejret.

EN ENKELT HK-uddannet medarbejder i Skat i Høje-Taastrup sad tilsyneladende med ansvaret for at udbetale aktieskatterne, der systematisk blev indkrævet fra f.eks. pensionsfonde i USA. Medarbejderen fik i går en fængselsstraf på fem år ved landsretten for en lille del af sagen.

MEN hvad med de, der havde ansvaret helt i toppen? Både i Skat og i ministerierne?

DÉT ville virkelig være en ’sejr for retsfølelsen’ at komme ansvaret nærmere. Og så ellers god jagt efter milliarderne!

134 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere