Sejret ad helvede til

HVIS MAN SPØRGER danskerne, hvad der er den store historie i valgkampen, vil mange svare: ’Rasmus Paludan’. Andre vil måske fremhæve Joachim B. Olsens porno-annonce eller nævne Kristendemokraternes ’vikar fra himlen’. Og de vil alle tage fejl. Vi forveksler ofte, hvad folk snakker om, med det, der betyder noget.

Den store historie i valgkampen indtil nu er Dansk Folkepartis sammenbrud. Det er markant. I visse målinger er partiet endda tæt på at være halveret.

DETTE ER AFGØRENDE nyt. Ifølge diverse kåringer var Kristian Thulesen Dahl for mindre end et år siden den måske mest magtfulde mand i Danmark. Og hvis ikke han var, bestemte han, hvem der var det, som vittige hoveder fremhævede.

På det seneste har DF dårligt kunnet bestemme sig for, hvilket ben de skal stå på.

DET VÆSENTLIGE er under alle omstændigheder, at partiets krise er selve årsagen til dansk politiks spåede magtskifte. Hvis nogen eksempelvis til denne leder spørger, om ikke Lars Løkke Rasmussens annoncerede fald fra statsminister-taburetten i virkeligheden er den største historie, er også dette fald en konsekvens af DF’s deroute.

Fornemmelsen for folkelig retning, som Kristian Thulesen Dahl og kompagni tidligere havde, er borte. Lidt a la en gps, der har mistet satellitforbindelsen. Den sikkerhed, hvormed Dansk Folkeparti førte sig frem som en folkelig korrektion til den gamle magtpolitiks virkelighedsfornægtelse, er forvandlet til det modsatte. 

DANSK FOLKEPARTI er nu selv under anklage og korrektion. Hele to partier – Nye Borgerlige og Stram Kurs – har hacket DF’s kodeord, ændret det, stjålet sendeudstyret og radikaliseret programindholdet.

Dette sidste har fået en del til at tale om en højreradikalisering af dansk politik. Her overser de dog det faktum, at lægger man alt fra indvandrer- eller islamkritik til direkte fremmedfjendskhed i Danmark sammen, udgør det fortsat hver femte vælger. Hvilket netop var, hvad Dansk Folkeparti fik ved forrige valg. 

Det er ikke mange måneder siden, alle politiske kommentatorer gik højt op i, hvorvidt Dansk Folkeparti efter et valg ville være at finde i en kommende regering. Nu beskrives partiet mest som det forslåede blå øje i det borgerlige ansigt. 

DE GAMLE PARTIER har adopteret Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Nye blokerer for adgangen til en strammere kurs. Det er det, man i Danmark kalder at ’sejre ad helvede til’.

216 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere