Selvbestaltet udrensning

Skovgårdsparken i Aarhus har forsøgt at få uønskede på offentlig hjælp til at flytte. FOTO: Ernst van Norde
Skovgårdsparken i Aarhus har forsøgt at få uønskede på offentlig hjælp til at flytte. FOTO: Ernst van Norde

UDSIGTEN til at havne på den ’hårde’ ghetto-liste fik beboerne i Skovgårdsparken i Aarhus til at starte en selvbestaltet udrensning i september.

BEBOERE PÅ KONTANTHJÆLP eller førtidspension er f.eks. en belastning, hvis et område gerne vil undgå ghetto-stemplet, med hvad deraf følger af krav om f.eks. nedrivning.

DERFOR BESLUTTEDE beboerne ved et møde at tilbyde alle, der er med til at bidrage til ’hård ghetto’-prædikatet, at disse uønskede lejere kunne få 50.000 kr. til omkostninger og nyt indskud, hvis de flytter.

IDÉEN ER usmagelig. En opdeling i A-og B-hold af dem, der har deres på det tørre.

DE FÆRRESTE har nogen steder at flytte hen. Andre boligselskaber fravælger allerede ved indflytningen mennesker, der kan bidrage til ghetto-stemplet.

... OG HVOR sjovt bliver det for en langtidsledig at blive boende i det i øvrigt ret attraktive Skovgårdsparken? Ender bebyggelsen i 2020 på den hårde ghetto-liste, skal blokke rives ned – det er i hvert fald det alternativ, boligforeningen har fremmanet. Men der er faktisk andre udveje, selv om budskabet mest har været fremme med ’flyt – eller du er skyld i, at vi skal rive boligblokke ned’.

End ikke regeringen har formentlig haft fantasi til at forestille sig Skovgårdsparkens bizarre pression mod beboerne, også via lokalavisen, for at undgå ghetto-listen.

BÅDE INGER STØJBERG og en socialdemokratisk folketingsmand som Kaare Dybvad har tilmed offentligt rost de aarhusianske beboere for deres initiativ og ’kamp’ for at slippe for at gå fra ghetto til hård ghetto. I bedste fald en meget tankeløs opbakning – for det bidrager jo til presset på dem, nogen gerne vil af med. Men som bliver boende.

ER EN bebyggelse stemplet som ’hård ghetto’ i 2020, skal den inden 2030 have nedbragt andelen af almene boliger til 40 procent af de nuværende. Resten skal f.eks. sælges eller rives ned. Eller der skal bygges yderligere boliger, som så kan sælges og give bedre balance mellem ejer- og lejerboliger.

LANGKÆRPARKEN i en anden del af Aarhus har samme problem, men hjælper i stedet deres beboere ud på arbejdsmarkedet. De vil ikke drive klapjagt på de ’uønskede’ eller deltage i social eksport til andre boligselskaber. De samarbejder med kommunen om at få de ledige i arbejde. 24 unge ledige kom i fuldtidsarbejde under en renovering af området, og 13 af dem fortsatte i arbejde eller begyndte en håndværkeruddannelse, har Jyllands-Posten observeret.

DE 50.000 KR. har til gengæld kun fået fem familier i Skovgårdsparken til at flytte, fremgik det af Jyllands-Posten i går. Derfor vil Skovgårdsparken nu også arbejde for at få de ledige i job. Dét er nok en god idé ...

128 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere