Selvfølgelig er de for gamle

DEMOKRATERNE i USA er klar med et slumretæppe til Det Hvide Hus.

EFTER SUPER TUESDAY forleden ender det formentlig med enten Joe Biden, der vil være 78 år, hvis han indsættes som præsident, eller Bernie Sanders, der vil være 79 år gammel til den tid.

73-ÅRIGE DONALD TRUMP fra Det Republikanske Parti er den hidtil ældste, der er blevet indsat som præsident for De Forenede Stater, men det kan Demokraterne åbenbart gøre meget bedre.

DET FALDER dog en del for brystet, hvis man problematiserer kandidaternes høje alder. ’Aldersfascisme’, skrives der flere steder på de sociale medier. Berlingske har endda givet en såkaldt aldersekspert, en Rudi Westendorp, uimodsagt lejde til at erklære, at ’alder som sådan er ikke et problem’. Og alders-professoren perspektiverer:

’I EUROPA SER VI en tendens, fra Finland over Østrig til andre lande, hvor der vælges unge regeringsledere. Man kan spørge, om de yngre kandidater nogle gange stiller for tidligt op, når man ser på deres mangel på livserfaring.’

JA, DET KAN MAN da spørge om, og spørg endelig løs, professor. Det er imidlertid et bedre og mere relevant spørgsmål, om de ældre amerikanske præsidentkandidater fra det demokratiske parti stiller for sent op.

MED BIDEN TALER VI om en mand, der i tilfælde af flere lydkilder på én gang virker forvirret. Og med Sanders har vi en mand, der for få måneder siden blev opereret for et hjerteanfald. Og på trods heraf finder han det naturligt, at han overdrages kommandoen over verdens største hær med tilhørende atomarsenal. For bare fordi man er gammel, er det jo ikke sikkert, at man ryster på hånden.

SELVFØLGELIG ER alderen er et problem. Dertil er det ryggesløst at insistere på at indtræde som præsident, når man er på vej ind i sine 80’ere i stedet for at bære en ny generation frem. Det er en tragedie, at Demokraterne efter tre år med Trump ikke magter at stille med bedre og yngre kandidater. Konklusionen efter Super Tuesday er således den samme som ved alle foregående demokratiske primærvalg:

DEN VIRKELIGE VINDER sidder i Det Hvide Hus.

JO MERE Demokraterne peger på Trump og erklærer ham pensionsmoden, må amerikanere svare: ’Hvad med jer selv?’

128 kommentarer
Vis kommentarer