Selvmord i slowmotion

Løkke har forladt den fædrene gård. Fordi det var vigtigt for ham at holde fast i sin ’selvrespekt’, meddelte han.

Løkkes afgang er imidlertid ikke historien om et kongemord, men et selvmord.

Skandalerne har klæbet sig til ham i årtier. Fælles for dem er, at de alle er skabt af Løkke selv.

Ingen andre politikere ville have været i stand til at overleve de ting, Løkke overlevede. 

Det kunne han, fordi han var en blændende politisk taktiker og begavelse. 

Han kendte om nogen det magtspil og de afledningsmanøvrer, der skulle til for at holde ham selv ved magten. Når partiet ville tale politik, talte Løkke proces. Og her i slutfasen hvor partiet ville tale proces, ville Løkke tale politik. Hvilket tydeligt fremgår af hans afskedsopdatering på Facebook, hvor Løkke skriver, at han ikke kan være formand for et parti, hvor han afskæres fra at diskutere og afprøve den politiske linje, han ville lægge på det kommende landsmøde.

Men nok var nok. Selv for Venstres tålmodige bagland. Og med sig i faldet trak Løkke Kristian Jensen.

Jeg vil personligt savne Lars Løkke. For midt i alt det kaos Løkke skabte, var der også en helt unik politiker, ofte i sine følelsers vold, hvilket resulterede i, at han kastede sig ind i debatter på Twitter og Facebook døgnet rundt. I modsætning til mange andre af nutidens politikere, så var Løkke ægte. På godt og ondt. Men ægte.

Nu er vejen banet for Jakob Ellemann-Jensen.

Det mest bemærkelsesværdige er, at Løkkes fald først finder sted nu. Og tanken om en værdig afgang dukkede meget sigende for Løkke også først op, da stort set alle i hans parti mente, han havde formøblet muligheden for en sådan. Folk med respekt for sig selv plejer ikke at gå ud af bagdøren.

634 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere