Send ikke flere penge

Der er langt fra Morten Korch til nutidens landbrug. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Ritzau Scanpix
Der er langt fra Morten Korch til nutidens landbrug. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Ritzau Scanpix

DANSK LANDBRUG tager prisen. Bogstaveligt og i overført betydning som noget nær landets største klynker.

I GÅR MEDDELTE direktørerne i fire af Danmarks største landbrugs- og fødevarevirksomheder i et brev til regeringen – og resten af Folketinget – at den grønne omstilling af landbruget kræver langt flere penge end de 20 milliarder kroner, som branchen ellers modtager.

I DANMARK skal man altid huske, at Bæredygtigt Landbrug er det modsatte af sit pålydende navn. Man vil mægtig gerne være grøn – hvis bare danske skatteborgere betaler for det. Det er et grundlæggende forlangende fra landbruget i alle sager.

Sprøjteforbud ved drikkevandsboringer? Det må da afstedkomme fuld erstatning på markedsvilkår!

DET BETRAGTES som en naturgiven ting, at landmænd skal betales for at lade være med at forurene. En særlig position i forhold til andre i samfundet. Vi andre får bøder. Vi skal betale, hvis vi forurener.

DANSK LANDBRUG står for over 22 procent af Danmarks bidrag til global opvarmning. En procentdel, der vil stige over de nærmeste år, efterhånden som andre brancher klimaforbedrer, og svine-, kvæg- og kyllinge-produktionen samt afgrødedyrkning opretholdes i sin nuværende form.

LANDBRUGET ER et erhverv, der ikke på noget tidspunkt har udvist vilje til at tage del i fælles udfordringer. Medmindre man bliver godt betalt.

En tilgang, der egentlig burde blive straffet af forbrugerne. Men den naive forestilling blandt danskerne er, at kyllinger til 35 kroner stykket pipper lykkelige og legende omkring i en hønsegård fra Morten Korchs tid, og flæskefars til 30 kroner halvkiloet øffer lykkeligt rundt i mudder, før de ender i køledisken.

DER ER jo ikke fikserede søer eller kyllinger med brækkede brystben, men fine bondegårde uden på pakkerne.

MEN HVAD angår klima, er det vanskeligt at finde en bedre anledning til at ophøre med en alt for vennesæl og eftergivende tilgang til landbruget. De skal naturligvis ikke stilles værre end andre erhverv. Men de skal heller ikke stilles bedre.

I ØJEBLIKKET umuliggør dette forhandlingerne om en klimaplan for branchen. Langt over et halvt hundrede møder med fødevareminister Rasmus Prehn for bordenden har ikke ført noget med sig.

DANSK LANDBRUG har i årevis – fordi vi oprindeligt var et landbrugsland, og det traditionelt har været en god eksportvare – været vant til, at møder man ethvert krav med klage og hændervriden, får man sin vilje. Er det ikke på tide at gøre begribeligt, at der findes større hensyn end landbrugets indtjeningsevne?