Shitstorm

På de sociale medier lyder der barske ord, fordi Benedikte Kiær er gravid. Foto. Jan Sommer
På de sociale medier lyder der barske ord, fordi Benedikte Kiær er gravid. Foto. Jan Sommer

DEN KONSERVATIVE borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær, er løbet ind i en shitstorm.

Hendes brøde? Tja, hun er ikke taget med fingrene dybt nede i kommunekassen, og hun har heller ikke skiftet parti og brudt sine valgløfter.

NEJ, HENDES brøde består i, at hun i en alder af 48 er gravid med sit andet barn.

BENEDIKTE KIÆR har tidligere fortalt offentligt om de årelange vanskeligheder, hun gennemlevede, før hun og husbonden, Lars Dam, for to år siden fik sønnen Lauge.

NU VENTER familien så forøgelse til efteråret. Benedikte Kiær og manden tog i december på en ’lille kærlighedstur til udlandet', hvor hun gennemgik fertilitetsbehandling.

UDLANDSTUREN skyldtes vores lovgivning, der ikke tillader graviditets-hjælp til kvinder over 45.

PÅ DE SOCIALE medier falder dommen over Benedikte Kiær hårdt og uden omsvøb:

'Det er egoisme af rang’, og ’hun er jo nærmest død, før ungen skal konfirmeres’.

ADSKILLIGE harcelerer også over, at Benedikte Kiær og hendes mand søgte hjælp i udlandet:

’Hun bryder den danske lov bevidst’ og 'magtmisbrug’, hedder det bl.a. på de sociale medier, hvor der dog også kan læses positive kommentarer til borgmesteren.

FOLK SKAL have lov til at mene, hvad de vil. Men lad det lige være slået fast: Benedikte Kiær har ikke brudt dansk lov.

ALDERSGRÆNSEN på 45 for graviditetshjælp skyldes, at man vil minimere risikoen for, at barnet i en ung alder mister sin mor (hvorimod samme overvejelser ikke gælder faderen).

Desuden stiger risikoen for alvorlige komplikationer under graviditeten i takt med alderen.

MON IKKE Benedikte Kiær (og hendes mand) har vejet for og imod?

PÅ CHRISTIANSBORG overvejes det, om danskere, der får foretaget skønhedsoperationer i udlandet, skal tegne en forsikring, så det danske sundhedsvæsen ikke belastes, hvis noget går galt. Måske skulle det overvejes, om også andre indgreb – f.eks. fertilitetsbehandling – bør forsikres.

UANSET HVAD: Tillykke med de lykkelige omstændigheder, Benedikte Kiær.

152 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere