Skamstøtten i Thisted

KAMMA slipper fri nu. Den 88-årige, demente kvinde har været fastspændt i et bælte på et plejehjem i Thisted i månedsvis. Ofte gnedet ind i sin egen afføring, svedig og kæmpende for at slippe fri. 

Den hjerteskærende sag har flere gange fyldt meget både i Ekstra Bladet og de nordjyske medier. Hver gang uden at kommunen har løftet en finger, eller villet forklare sig.

ANKESTYRELSEN afgjorde i går, at Thisted kommune ikke har ret til at fiksere kvinden. At det skulle tage fire måneder at få sat den magtfuldkomne kommune på plads, er en skandale i sig selv. Sagen var akut?!

TILBAGE står politikerne, borgmesteren og de øvrige øverste ansvarlige med et meget grimt eftermæle i sagen. De har dels taget grueligt fejl, ifølge Ankestyrelsen. Dels har de været pansret i magtbrynde og umulige at råbe op.

DE PÅRØRENDE har konstant tæppebombet de ansvarlige med bekymring og protester over behandlingen af kvinden uden at kunne trænge igennem . Tværtimod forlængede kommunen bare fastspændingen i slutningen af sidste august.

LOKALPOLITIKERNE, som er dem, der afgør, om et menneske skal fikseres, har blot stanget den fortærskede vending ud om, at de ikke kommenterer personsager. Og samme plade har de ansvarlige medarbejdere brugt.

KAMMAS hverdag har helt åbenlyst, ud fra både personalets journaler og de vedholdende pårørendes udtalelser, været så rædselsfuld og så uværdig, at man har svært ved at forestille sig det. Journalerne viser samtidig, at Kamma var mere rolig, når hun havde en vagt hos sig, end når hun lå fastspændt.

Hun kom på hospitalet fra plejehjemmet i foråret for at få fjernet en knyst. Den bagatelagtige operation udviklede sig til et mareridt i sig selv – hun endte med at få skåret hele benet af i bidder gennem i alt seks operationer.

Hver gang hun kom tilbage på plejehjemmet Fyrglimt, gik der betændelse i operationssåret. Så måtte lægerne operere endnu en bid væk. 

Undskyldningen for at Kamma blev fikseret i sin seng eller sin kørestol, var at hun pillede i såret...

HER VIL DE fleste tage sig til hovedet. Ja, naturligvis gjorde hun det, det arme menneske. Enhver ved, at efter en amputation af så lidt som en lillefinger, bliver patienten oftest ved med at have fantomsmerter og fornemmelser, og ofte af helt ulidelig art. Når man hertil forestiller sig at blive spændt fast, nærmest døgnet rundt i sit eget skidt, ligner Kammes skæbne noget hinsides en horror-film.

Alzheimer-foreningen, som også er inde i sagen, har kritiseret kommunen hårdt, også fordi foreningen har en fornemmelse af, at Kamma ikke er det eneste offer for uværdig og farlig behandling af demente.

64 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere