Skandalen vokser

’DET ER DEN værste sag, jeg har kendt i mine 24,5 år som statsrevisor.’

Sagt af formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen, da han forleden rettede en uhørt skarp kritik mod Skat og Skatteministeriet i danmarkshistoriens største sag om svindel med skat.

SKANDALEN vokser og vokser. Ikke alene refunderede Skat i årevis milliarder af kroner i udbytteskat uden kontrol og gav på den måde udenlandske svindlere fri adgang til pengene.

Man fortsatte også med at lade milliarderne strømme ud af landet, selv om Skat før sommerferien i 2015 fra en bank blev kraftigt advaret om, at der var forbrydere på spil.

Derved er 9,1 milliarder kr. havnet i svindlernes lommer. 9,1 MILLIARDER!

ET SVIMLENDE beløb. Politiken har regnet ud, at det svarer til, hvad 108.320 gennemsnitlige danske skatteydere betalte i indkomstskat og ejendomsværdiskat i hele 2014.

Når man ved, med hvilken nidkærhed Skat gransker almindelige lønmodtageres indkomstforhold, er det ufatteligt, at man kun har haft en håndfuld medarbejdere til at kontrollere de tusinder af ansøgninger om at få udbytteskat tilbage, der løber ind hvert år.

NI GANGE SIDEN 2010 er Skat og Skatteministeriet blevet advaret om, at der foregår noget fordækt. Alligevel skulle man helt frem til august sidste år, før skatteminister Karsten Lauritzen (V) stoppede udbetalingerne. Det er ligeledes ufatteligt.

Skandalen har foreløbigt betydet, at fire chefer i Skat er blevet hjemsendt (med løn). De indkaldes nu til tjenstlige forhør og risikerer fyring.

MEN SELV OM Karsten Lauritzen betegner sagen som ’dybt alvorlig’ og ’sørgelig’, er der ingen udsigt til, at nogen politiker drages til ansvar.

– Tidligere ministre har et ansvar. Jeg har et ansvar, men lad os nu kigge fremad, lyder det fra skatteministeren.

OG SÅDAN BLIVER bliver det, for da adskillige partier har leveret skatteministre de seneste år, er interesseren på Christiansborg for at placere et politisk ansvar mildest talt minimal.

Ingen taler om kommissionsdomstol eller dommerundersøgelse. For man risikerer jo at skyde sig selv i foden.

Fanden hytter sine. Hvor ynkeligt.

136 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere