Skat? Ikke os

ÅR EFTER ÅR rejser medierne skarp kritik af, at mange multinationale selskaber, der opererer i Danmark, ikke betaler skat.

Kritikken starter som regel med, at Enhedslistens Frank Aaen fremlægger en liste, der viser, hvor galt det står til. Derefter udtaler en række skattepolitikere fra både højre- og venstrefløjen med himmelvendte øjne, at det svineri skal stoppes.

Og hvad er der så sket? Nærmest intet.

I GÅR KUNNE Ekstra Bladet afsløre de nyeste eksempler på, hvordan giganterne driver virksomhed her i landet i årevis uden at bidrage med én krone til den store fælleskasse.

Benzinselskabet Q8 har f.eks. aldrig betalt dansk selskabsskat, selvom det har eksisteret herhjemme siden 1983.

DE FLESTE STORE selskaber henviser til, at de hidtil har drevet forretning i Danmark med underskud.

En meget anvendt metode til at skabe røde tal på bundlinjen er at købe it-udstyr og andre produkter til overpris af moderselskabet. Det kaldes kreativ bogføring.

PÅ DET SENESTE har it-giganters skattebetalinger – eller rettere mangel på samme – vakt opsigt.

Google betalte i 2017 blot 4,2 millioner kr. i skat i Danmark. Og en opgørelse fra EU-Parlamentet viser, at Facebook i 2015 kun betalte 0,03 procent af sit overskud i skat i EU.

DERFOR FORESLOG EU-Kommissionen sidste år, at techgiganterne beskattes af deres omsætning i stedet for deres overskud.

Det forslag fik Danmark og tre andre lande blokeret i marts i år, men nu har skatteminister Karsten Lauritzen vistnok fortrudt.

SOM NÆVNT HAR problemet været velkendt i årevis, og derfor er det himmelråbende idioti, når Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, udtaler, at ’det lyder absolut mærkeligt, at man kan være her i så mange år uden at betale skat’.

I så fald har hun snorksovet i timen, men vi tror snarere, at den politiske vilje til at komme de store skattefiflere til livs mangler.

Politikerne er bange for at miste arbejdspladser og lader derfor Q8, Arriva, Pfizer, Kinnarps og alle de andre selv bestemme, hvad de har lyst til at betale i skat.

ALMINDELIGE skatteydere stilles til regnskab for hver en tjent krone, og det accepterer de fleste for at bevare velfærdssamfundet.

De store kanoner får lov at slippe. Og det ændrer det kommende folketingsvalg desværre nok ikke på.

144 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere