Skatastrofalt

SKATTEYDERE, avislæsere og lederskribenter må efterhånden være hærdede, når det handler om, hvad der er gået i svang i Skat i de seneste mange år. Men endnu har nogle af os stadig så store forventninger til offentligt ansatte og folkevalgte, at vi kan chokeres.

Som i går, da Finans.dk afslørede, at problemerne med Skats håndtering af udbytteskat har været kendt i Skatteministeriet i 15 år. Siden 2000. Uden at nogen gjorde noget.

FORLEDEN meddelte Skat, at svindel med refusioner på udbytte fra danske, børsnoterede selskaber har kostet statskassen 6,2 milliarder.

Man kan godt blive lidt talblind, så inden vi går videre, skal det nævnes, at kongehuset kan drives i 12 år for de penge. Man kan også bruge dem på noget fornuftigt, og så ville de kunne give for eksempel seks års gratis offentlig transport til alle danske pensionister.

Mange penge, altså, og de forsvandt fra 2012 til 2015. Med de nye oplysninger in mente er det nærliggende at konkludere, at statskassen også i årene 2000 til 2012 blev ribbet af kriminelle.

I 2000 påviste en undersøgelse i Skat, at der ikke var dokumentation i 63 procent af refusionssagerne. Ingen gjorde noget.

I 2005 viste en undersøgelse, at man kunne få refunderet udbytteskat, der ikke var betalt. Ingen gjorde noget.

En intern rapport i 2010 bekræftede dette billede. Ingen gjorde noget.

Det samme stod i en rapport i 2013. Ingen gjorde noget. 

Først i denne uge skred Skat til handling.

I DISSE 15 år hed skatteministrene Frode Sørensen (S), Svend Erik Hovmand (V), Kristian Jensen (V), Troels Lund Poulsen (V), Peter Christensen (V), Thor Möger Pedersen (SF), Holger K. Nielsen (SF), Jonas Dahl (SF), Morten Østergaard (R), Benny Engelbrecht (S) og Karsten Lauritzen (V).

Vi lader navnene stå lidt.

ALLE ÅRENE frem til 2012 var Peter Loft departementschef i Skatteministeriet. 

Han er med andre ord den administrativt ansvarlige for roderiet. Han har kostet skatteyderne milliarder, og hvad er der mon så sket med ham?

Jo, han blev suspenderet i 2012 i forbindelse med Skattesagskommissionen og har ikke arbejdet i ministeriet siden, men han får skam løn endnu. 4,5 millioner over de næste tre år. I alt vil skatteyderne betale Peter Loft godt ni millioner kroner for intet at lave i seks år.

SANDSYNLIGVIS slipper vi på den måde billigere, end hvis Peter Loft fortsat demonstrerede sin himmelråbende inkompetence i Skatteministeriet, men chokerende er det sgu stadig. 

 

92 kommentarer
Vis kommentarer