Skats milliard-hul

I BETRAGTNING af, at Skat er lænset for tæt på ti milliarder kr. af udenlandske svindlere – muligvis det dobbelte! – skrider oprydningen fortsat frem i en ubegribeligt famlende og mørklagt atmosfære.

I GÅR afslørede Weekendavisen, at politiet nu ’tys-tys sigter’ en Skat-medarbejder for at have hjulpet de udenlandske svindlere. Tillykke! Så er alt da ikke gået totalt i stå.

ET PAR medarbejdere på højt niveau har derudover været hjemsendt siden sidste efterår, hvor svinde-len kom frem. Sagen eksploderede i øvrigt kun, fordi en vaks, britisk bankmand fik vækket Skat.

MEN ellers er det småt med at få boret sagen ud og fastlagt et ansvar. Skats øverste chef bliver f.eks. fortsat behandlet med fløjlshandsker – han siger, han ikke vidste noget ... Og?! Det burde han måske have gjort.

SVINDELEN har netop fået sit horrible omfang, fordi de ansvarlige medarbejdere tilsyneladende snorksov i årevis. Selv skarpe advarsler om, at noget var rivegalt, susede bare ind ad det ene øre og ud ad det andet. Et større netværk af selskaber i udlandet har fået udbetalt udbytteskat for omkring ti mia. kr., selv om de ikke havde noget med selskaberne at gøre. Og hvis bare de første advarsler var blevet taget alvorligt, havde vi alene sparet over tre milliarder, skønnes det.

NYHEDEN om den første kriminelle sigtelse af en Skat-medarbejder kommer, få dage før skatte- og justitsministrene skal gøre en status i Folketinget over, hvordan udbetalingen af de svimlende beløb kunne foregå i årevis. En grillning, ingen har de store forventninger til, i betragtning af især skatteministerens nølende holdning indtil videre. Flere af de hjemsendte embedsmænd betragter sig åbenbart som forfulgte uskyldigheder og antyder, at der ikke bliver gravet dybt nok for at finde de ansvarlige.

ET BUNDLØST, sort hul af passivitet og sjusk er det indtryk, der hidtil er sivet ud til offentligheden. Kritikken fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er af samme grund foregået med flammekastere i de skarpest mulige vendinger.

VI VENTER spændt på fortsættelsen – hvis den nogen sinde kommer.

89 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere