Skatteålens hykleri

LISBETH Zornig tjener tilsyneladende stadig penge. Men ikke en krone af dem bliver brugt til at afdrage skattegælden på 1,4 million kr. efter hendes personlige konkurs i august.http://jppol-ngalb.rootdom.dk:8080/newsgate/images/SmallCode.png

LANDETS mest kendte talerør for samfundets svageste er åbenbart blevet en skatteål. 

EN AKTINDSIGT, Ekstra Bladet har bedt om i hendes konkursbo, tegner et grimt samlet billede, hvor det er vanskeligt at opfatte anstrengelserne anderledes, end at hun de sidste måneder satsede på to taktikker:

AT HOLDE kurators klamme hånd langt væk fra kontanterne i kassen og samtidig sikre fremtidige indtægter fra afdrag på gælden. Da konkursen kom i august, var firmaet støvsuget for alt på nær 1328 kr.

700.000 KR blev nemlig forinden over syv måneder kanaliseret over til mandens konto. Hun siger, det er løn ... en pæn månedsløn, må man sige, på 100.000 kr. Eksmanden, Ole Palsgaard, der ellers er i radiatorbranchen, stiftede samtidig hjælpsomt et selskab, Soft Talk Kommunikation, kort før konkursen.

HER er ægteparret Zornig og Lindholm ansat nu. Alle Zornigs indtægter fra hendes foredrag går ind i selskabet. Det udbetaler så til gengæld penge til ægtemanden, Mikael Lindholm, med titel af kommunikationsrådgiver, når han sender en regning efter foredragene. Og voila ... indtægterne flyver bort for næsen af kuratoren i konkursboet, Boris Frederiksen.

SIDEN 8. september har Zornig holdt foredrag 36 gange, oftest for udsolgte sale. Billetterne koster typisk 225 kr.

’Det virker, som om man her gør, hvad man kan for ikke at betale en gæld til det offentlige og dermed bidrage til vor alles bedste via samfundskassen,’ lød analysen forleden i Ekstra Bladet fra skatteafdelingen i TVC Advokatfirma.

PRÆCIS! Zornig, der ellers har haft en tårnhøj social profil, er en hykler, der åbenbart gør, hvad hun kan for personligt at undgå at betale til den velfærd i samfundet, hun efterspørger så indigneret.

SAMTIDIG forsøger Zornig på sin Facebook-side at fremstå som forfulgt. Efter konkursen i august skrev hun, at det var mediestormen seks år tidligere, der slog bunden ud af hendes økonomi. Hvordan hun så har kunnet oparbejde en skattegæld på 1,4 mio. kr., virker gådefuldt – dér skal trods alt tjenes nogen penge!

MEDIESTORMEN kom, da daværende socialminister Annette Vilhelmsen i 2013 på live-tv – ved synet af Zornig – kvidrede ’Jeg har en million til dig!’ Det viste sig, at Vilhelmsen bevilgede pengene utidigt, 18 dage før ansøgningsfristen til en millionpulje til socialt arbejde udløb.

MEN pludselig fik mange øjnene op for, at der altså også var og er penge i Zornigs sociale engagement.

157 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere