Skattebarnet

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

EFTER VALGET i 2005 indledte den borgerlige regering under ledelse af statsminister Anders Fogh Rasmussen et korstog mod skattevæsenet. Antallet af skattemedarbejdere blev skåret ned fra godt 10.000 til omkring 6500 ved udgangen af 2015.

KODEORDET var effektiviseringer. Et ord, som hulemanden Anders Fogh og hans hyrdehund fra Herning, Kristian Jensen, elskede at slynge ud i det offentlige rum. Effektiviseringer udført med kølle. I virkeligheden dækker ordet over et andet ord: skatteskandale. En af de største af sin art i historien.

FOR FIRE år siden gik det omsider op for de fleste i Folketinget, at det, som den Venstre-ledede regering havde sat i gang – og som ikke blev stoppet under Helle Thorning – havde udviklet sig til en regulær katastrofe. Tåbelige politiske beslutninger om omstruktureringer og effektiviseringer havde udløst fejl, som har kostet milliarder af skattekroner.

VI NÆVNER i vilkårlig rækkefølge:

Inddrivelses-systemet EFI, som skulle sikre, at borgere og virksomheder betalte deres gæld til det offentlige, var upålideligt og blev skrottet i 2015. 

Svindlere havde samtidig formået at trække udbytteskat for mere end 12 milliarder kroner ud af vores skattesystem.

Boliger blev i årevis fejlvurderet, og sådan kan vi blive ved.

I SOMMEREN 2015 blev Venstres Karsten Lauritzen ny skatteminister og altså manden, som med et bredt politisk flertal i ryggen blev sat til at rydde op efter sine partifællers fadæser. Han har siden brugt 13 milliarder kroner, men han er langtfra i mål.

SKATTEMINISTEREN er Anders Foghs diametrale modsætning. Unge Lauritzen ligner en blid ung mand, som blev konfirmeret i weekenden. Udstyret med sin nye pibe og tobakspung er han klar til blå mandag. Nu skal der bruges penge. 

I går fortalte han, at skatteforvaltningen får brug for yderligere 13 milliarder kroner til genrejsningen frem mod 2025. 

VI TALER altså om samlet 26 milliarder kroner for at rette op på fortidens synder. Ydermere mener unge Lauritzen, at den rette bemanding er 10.000 skattefolk, og det niveau skal holdes mange år frem, hvis målene skal opnås. 

Altså præcis det samme antal ansatte, som da Anders Fogh Rasmussen og Kristian Jensen drog i felten for 14 år siden.

OM LIDT skal vi have valg. Det ved skatteministeren godt. Men han skal ikke fortsætte. Efter fire år på posten har han stadig ikke vist format og overblik. Han virker desperat. Således forventede han i går, at han via retssager kan skaffe seks milliarder af den svindlede udbytteskat tilbage. 

Det er rent spin, for det bliver næppe inden valget.

200 kommentarer
Vis kommentarer