Skiftedag

Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund mødtes torsdag til politisk debat på Folke Hjem i Aabenraa. Foto: Ernst van Norde
Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund mødtes torsdag til politisk debat på Folke Hjem i Aabenraa. Foto: Ernst van Norde

Torsdag var sidste dag i Kristian Thulesen Dahls liv som protestpolitiker. 

Faktisk et under, der er gået så længe.

Jeg taler om fortællingen om, at der er noget galt i Danmark, og hvis ikke Dybbøl Mølle skal male helt ad helvede til, må nationen forlade sig på Dansk Folkeparti som de angivelig eneste, der står som beskytter mod alt ondt og udefrakommende.

’Hvorfor stoppede I ikke Lars Løkke Rasmussen? Hvad tænkte I på,’ lød det torsdag aften i en direkte politisk duel i Aabenraa fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, om de mange flygtninge på motorvejen i 2015.http://jppol-ngalb.rootdom.dk:8080/newsgate/images/SmallCode.png

Vermund fravristede DF-formanden protestfaklen. Fakkelskiftet er interessant, fordi det er en mindre del af et større og mere betydningsfuldt skifte i dansk politik.

Et systemskifte fandt sted i 2001, hvor VK-regeringen trådte til med Dansk Folkeparti som støtteparti. Dansk Folkepartis ideologiske fader, Søren Krarup, udgav senere et hyldestskrift til sit eget parti og den borgerlige regering, ’Systemskiftet’, om valgsejren i 2001. En valgsejr, hvorefter Dansk Folkeparti som bekendt fik lov at bære sin hjertesag, en stram udlændingepolitik, i triumf igennem samfundet.

Denne politiske orden toppede for godt et år siden, hvor Kristian Thulesen Dahl erklærede, at han da ikke behøvede at blive statsminister. Underforstået, at den slags har han folk til. Eksempelvis Lars Løkke Rasmussen, der modsat sine insisterende forsikringer gerne vil være statsminister for enhver pris. Det har altid været en pris, Dansk Folkeparti satte. Løkke er den statsminister, andre gør ham til. Ikke den, han selv gør sig til. Det handler om posten ikke om politikken.

Dansk Folkeparti har således dikteret udlændingepolitikken siden 2001. Men ironien i, at partiet stadig forsøger at erklære sig mere utilfredse hermed end nogensinde, er til at få øje på. Ligesom Pernille Vermunds ansvarsfrie påpegning af selvsamme ironi er det. Såvel som det er billige point.

Det virkelig interessante er i virkeligheden, at Dansk Folkeparti har sejret ad helvede til med den stramme udlændingepolitik. Som partiets spidskandidat i Vejle Syd, Kenneth Fredslund Petersen, siger i fredagens Weekendavis: 

’Det, vi engang stod alene med, er blevet allemandseje. I dag er det lige før, Socialdemokraterne ligger og dytter bag os og beder os trække ind til siden, så de kan overhale os på udlændingepolitikken.’ 

Her har vi det helt nye systemskifte. Kristian Thulesen Dahl bør mere end noget andet blot være taknemlig for, at det er lykkedes ham og Dansk Folkeparti at opretholde illusionen om at stå med en protestfakkel i så lang tid. Man har levet fornemt af Nyrup-dæmonien om, at ’stuerene bliver I aldrig’. Selv i årevis, efter at DF fik sofapladser i Dansk Politiks stadsstue. 

Da Pernille Vermund torsdag eftermiddag bemægtigede sig faklen, og lyset faldt på hende, mens Kristian Thulesen Dahls blege åsyn gled ind i en skygge af sig selv, mistede sidstnævnte og hans parti endeligt retten til bare at være imod de gamle og etablerede partier. DF blev pludselig selv et af partierne.

Det er der ingen grund til at tilskrive Pernille Vermund æren for. Det kunne aflæses inden. Ikke mindst i de for Dansk Folkeparti usædvanlig ringe meningsmålinger. Ligesom det står i den almindelige politiske tyngdelov: Man vokser i protest og reduceres af ansvar.

576 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere