Skuespil for folket

LUKKETHEDEN om den økonomiske støtte til politikerne i Danmark er noget, man taler om ude i Europa. Vi sammenlignes med bananrepublikker – og med god grund.

ET TÆNKT eksempel:

Venstre er helt vild med at plastre især Jylland til med motorveje. Vil det ikke være relevant at få oplyst, hvis en af de store entreprenører på området pludselig donerer to millioner kr. til partiet?

Jo – men sådan er reglerne ikke i dag. Man kan kun se i regnskaberne, at en bidragyder har givet mere end 20.000 kr. Ikke om det er 20.001 eller to millioner kr.

ET ANDET TÆNKT eksempel:

3F i Holstebro ønsker at støtte den lokale S-kandidat i valgkampen og afsætter tre mand til at hjælpe ham/hende fuld tid med praktisk arbejde som f.eks. opsætning af valgplakater. 3F betaler selvfølgelig lønnen.

En sådan form for indirekte støtte holdes hemmelig i dag.

NU SKAL DET imidlertid være slut med hemmelighedskræmmeriet, mener regeringen, som derfor har sendt økonomiminister Morten Østergaard i byen med forslag til forbedringer på baggrund af en udvalgsrapport.

De kommende uger vil byde på en masse skuespil for folket. Et hav af politikere vil fortælle, at de går ind for for større åbenhed. I teorien – men absolut ikke i praksis.

SÅ EVENTUELLE forhandlinger vil havne i den traditionelle hårdknude mellem S og V. Venstre vil nemlig ikke gå med til at stramme reglerne for private tilskud, medmindre de indirekte tilskud til de ’røde’ fra fagbevægelsen i form af annoncer, kampagner m.m. også tælles med. Og det er Socialdemokraterne ikke indstillede på.

EKSTRA BLADET dokumenterer i dag, at de fleste partier vælter sig i hemmelige sponsor-millioner.

Mange af pengene er skaffet til veje via loge-agtige erhvervsklubber, hvor anonymitet er et must, og hvor man som modydelse forventer at få partiets topfolk i tale.

DET SMAGER AF korruption, men alligevel får trafikken lov at fortsætte. De 20 år gamle partistøtte-regler vil fortsætte med at skilte over for omverdenen, at nok er det danske demokrati et åbent demokrati, men ...

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere