Snøftet fra fortiden

Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer, lever
i en vildfarelse om, at befolkningen stod klar med
endnu flere landbrugsmillioner.
Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer, lever i en vildfarelse om, at befolkningen stod klar med endnu flere landbrugsmillioner. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

FOR FØRSTE gang i årtier – ja, nogensinde? – træder Venstre med det yderste af en lilletå på bremsen over for landbruget.

RESULTATET ser vi i disse dage:

BØNDERNE hader Venstre. ’De svigter os i jagten på vælgerne i de store byer’, lyder klynket. Grænsen mellem evig kærlighed og koldt had var åbenbart flortynd.

VENSTRE nægter til landbrugsorganisationernes harme at droppe pesticidafgifterne. Bønderne skal også fortsat betale jordskat, mærkeligt nok.

Den forventede tørkestøtte, som de havde regnet med 6,4 mia. kr. til, svandt også ind til lidt lempelser på miljøreglerne.

KORT SAGT: Den næsten-nye miljøminister, Jakob Ellemann, har ikke fattet en brik i deres øjne.

Han afslører, hvor meget han er fra Nordsjælland.

Men Ellemann står forbløffende fast af en Venstre-mand at være og nævner, at bønderne har fået 16 håndsrækninger siden 2015, bl.a. en landbrugspakke og vildsvinehegn.

’I GAVNER ikke jeres sag ved at fremture med påstande om, at kvælstof og pesticider ikke skader naturen eller mennesker’, lyder hans råd ovenikøbet.

SKUFFELSEN over, at staten ikke rystede op med en klækkelig tørkehjælp, var nærmest komisk monumental. ’Der var politiske muligheder og en stor tilslutning i befolkningen. At modet svigtede i sidste øjeblik, er jeg dybt skuffet over’, påstår Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer, i Jyllands-Posten.

HVOR har han det nonsens fra? Vi har ikke hørt noget folkekrav om mere støtte til landbruget?

HVORFOR skulle skatteyderne dog det? Når bønderne har gode år, scorer de fortjenesten uden at blinke – i stedet for at polstre sig til dårlige tider. Men når det regner en del, solen skinner, eller der sker noget andet helt exceptionelt set med landmands-briller, tager de det som en selvfølge, at kassedamer og murersvende iler til hjælp.

ALLE andre erhverv må hele tiden indrette sig på ændrede vilkår. Hvad med hele detailhandelen, der snart får klø af netgiganten Amazon ... Skal de også have hjælp af statskassen? Gu’ skal de da ej! Det er jo skruen uden ende, som bare har kørt alt for længe inden for landbruget.

NATIONALBANKENS direktør foreslog forleden, at hvert tredje landbrug lukker. De dårligste er simpelthen for utidssvarende og ringe. Det skete ved svinebøndernes kongres i Herning. Flere skulle nærmest bæres ud fra salen og have tvunget cognac ind mellem læberne efter denne blasfemi.

Også Rohde er nu regnet som uvidende, københavnsk kyniker.

ORDET ’svin’ prøver landbruget også at udrydde til fordel for det mere hyggelige ’gris’. Forbrugerne har det vist med at sætte lighedstegn mellem svin og dem, der producerer dem ...

171 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere