Forestil dig, at den ungarske premierminister, Viktor Orbán, nedsatte et helt særligt udvalg, som skulle opfinde nye måder at straffe de frie medier på.

Forestil dig, at Orbán satte en eks-politiker, som var mest kendt for sit had til den frie presse, til at lede udvalgets arbejde.

Forestil dig, at udvalgets specialoperation mod pressen derefter blev totalt mørkelagt og undtaget aktindsigt ved hjælp af omstridte forvaltningsmæssige krumspring.

Et kæmpe ramaskrig ville givetvis lyde fra de frihedselskende dele af EU.

Men det er præcis, hvad statsminister Mette Frederiksens et-parti-regering gjorde i august sidste år, da tidligere Venstre-minister Søren Pind blev formand for det nye Medieansvarsudvalg.

Stærke kræfter i Socialdemokratiet og Venstre har i årevis opfattet den frie og magtkritiske presse som en fælles fjende.

Søren Pinds fremmeste kvalifikation er hadet til de danske medier, som han anklager for at være en fare for demokratiet, der vækker det fascistiske spøgelse. Ifølge Pind er danske medier undergravende for folkestyret og det almene vel.

Med udpegningen af Pind fik S-regeringen en udvalgsformand, som drømmer sig tilbage til fortidens underdanige journalister, der ikke gik kritisk til magthaverne.

Fra sin nye ophøjede position angreb Søren Pind også hurtigt en journalist fra Frihedsbrevet, der under valgkampen formastede sig til at afsløre, hvordan politiske partier ville omgå reglerne for anonyme donationer.

'Jeg overlader stripperstangen i din varetægt,' lød det sexistisk fra Søren Pind til den kvindelige reporter via det rødvins-plettede favoritmedie Twitter.

I denne uge har Frihedsbrevet afsløret, hvordan Søren Pind vil mørklægge Medieansvarsudvalgets arbejde. Sammen med Kulturministeriet vil han trylle udvalget om til en særlig forvaltningsmyndighed uden mulighed for aktindsigt. 

Den rå politiske lobbyisme kan dermed foregå uden offentlighedens kritiske blik. 

Vi må derfor også frygte, at selv de udvalgsmedlemmer, som forestiller at repræsentere medierne, vil blive holdt i mørke af Søren Pind og Slotsholmens grå eminencer.

Præcis som det skete i Offentlighedskommissionen, der i 2009 barslede med den demokratiske skamplet, som siden blev til Mørklægningsloven.

Apropos skamplet. Den unge Viktor Orbán blev oprindeligt kendt som en liberal modstander af østblokkens kommunistiske diktatur. Siden har Orbán som bekendt udskiftet alle sine principper, mens Søren Pind er gået helt fra snøvsen. 

De nye afsløringer af Pinds gedulgte virke - og hans gammelkendte opfattelse af medier som en demokratisk trussel - diskvalificerer ham selvsagt fra Medieansvarsudvalgets arbejde.