I DAG KAN man i Ekstra Bladet læse om ’verdens mest stille rum’. Et rum så lydtæt og resonans-frit, at ingen kan klare et ophold på mere end en time. Man kan høre sine egne knogler, forlyder det.
Sofie Carsten Nielsen har muligvis haft en lignende oplevelse med sit ophold i Radikale Venstre siden valget i efteråret. Det var her, hun som formand havde ført partiet til et sønderlemmende nederlag og dertil nødtørftigt sig selv i Folketinget i noget, der svarede til vinden fra de svageste vælgersuk omkring hendes politiske virke. Hvorefter hun gik af som formand. Og der blev helt stille omkring hende.
MANDAG syntes ikke alene hendes udfrielse påfaldende. Hvad hendes nye job går ud på, forekom også helt ligegyldigt. Hun havde i hvert fald vanskeligt ved at forklare det.
Sofie Carsten Nielsen tiltræder – med Dansk Industris ord – ’1. maj i en nyoprettet stilling som EU-bio project director. Her får hun bl.a. ansvaret for at opbygge en ny og handlekraftig europæisk biosolutions-koalition.’
HELLER IKKE her på bladet har vi nogen anelse om, hvad det betyder. Men vi går ud fra, at der ikke var flere vindmølle-pusher-jobs til Christiansborg-afhoppere i omløb. Så Sofie Carsten Nielsen er tilsyneladende blevet lobbyist for gode hensigter i gær-industrien eller inden for kompost-kapitalisme eller noget i den retning.
Men det er en uskik. Politikere, der føler sig fanget i egen ekkodal. Og derpå utrygge ved lyden af egen vejrtrækning svigter de vælgere, man ellers havde bedt om opbakning fra til at gøre det godt for Danmark, fordi man hellere vil gøre det godt for sig selv.
DANSK POLITIK er som bekendt overrendt af partispring, løsgængeri og afhoppere. Politik er gået fra ’vi’ til ’mig’. Enten kan man ikke forsone sig med, at ens politiske kapital svinder ind, og derfor må bide sig fast i forhandlingsbordet og kæmpe sig tilbage. Eller man aner simpelthen en lettere karriere med færre forhindringer ved et hurtigt partiskifte – eller en decideret flugt.
Det mest bemærkelsesværdige ved Sofie Carsten Nielsens fulde farvel er, at det ikke engang er et år siden, hun var noget nær den mest centrale figur i dansk politik. Som valgudløser og dronninge-/kongemager. Nu er hun slettet i dansk politik. Og med en hastighed, der burde efterlade et brag fra en brudt lydmur, men blot afgiver en knækkende lyd fra et hændervrid. Vores bedste bud er, at vi heller ikke kommer til at høre meget fra den nye ’europæiske biosolutions-koalition.’
OG DÉT uanset hvor ’handlekraftig’ Sofie gør den.
