Sommerhus-skræk

Skal vi nu også skamme os, hvis vi tager i sommerhus? Det er snart tæt på!

Mette Frederiksen har ellers, efter en del forvirring, i den forløbne uge sagt, at regeringen ’ikke vil forbyde danskerne at tage i sommerhus i påsken’. Det ville også blive svært at stoppe, må man sige, om så Hjemmeværnet bevogtede alle indfaldsveje til Asserbo, Ærø eller Hirtshals. ’Fly, hvad flygte kan’, har sådan set allerede hersket, siden regeringen for et par uger siden bad alle så vidt muligt holde sig hjemme og arbejde hjemme.’ Ikke forbyde’ har bare samtidig en klang af, at det nok er mest hensynsfuldt at blive hjemme? En tvetydighed, der puster til en coronafrygt, der flere steder er helt ude af proportioner.

Fra at stå med åbne arme og dankortautomater på denne årstid siger flere landkommuner nej tak til sommerhusgæsterne i år. Borgmestre beder folk holde sig væk for ikke at bringe smitten med sig til lokalbefolkningen. Umiddelbart lidt af en illusion i sig selv.

Men heller ikke specielt venligt over for mennesker, der rent faktisk ejer et hus, som de betaler ejendomsskat i landkommunen og måske også bidrager til de udlignings-milliarder, vi diskuterede så ivrigt, indtil coronaen fik samfundet til at gå i baglås. Vi opfordres til at blive hjemme, ja, men sommerhuset er det andet hjem sådan set.

Rent faktisk ved ingen, hvad der er op og ned på dilemmaet, nu hvor påsken snart er over os. En har beskrevet kampen mod corona som, ’vi er på vej ind for at slukke en brand med bind for øjnene’. Vi ved ikke, om udflytterne smitter lokalsamfundene, især deres mange ældre borgere. Eller om masseudvandringen tværtimod sænker smittefaren i samfundet som helhed, fordi vi mindsker tætheden og dermed mindsker smittefaren, som det er anbefalet. Når de store byer i Danmark føles affolkede nu, er det næppe, fordi alle sidder og kukkelurer i deres lejligheder. Mange er andetsteds.

Så sommerhus-forskrækkelsen og udskamningen af mennesker, der glæder sig til at indtage deres kolonihavehus eller lille smørhul i klitterne, er mere bygget på uklar grundfrygt mere end facts.

Alt dette naturligvis sagt under forudsætning af, at sommerhus-invasionen opfører sig hensynsfuldt på alle måder. At en hel familie ikke brager ind i Brugsen, som det skete til stor forargelse i Odsherred. Eller holder store påskefrokoster med vennerne osv. Evt. får man varerne bragt fra den lokale forhandler i stedet for selv at komme i butikken.

I Paris susede godt en million mennesker ud af byen – 17 pct. af indbyggerne i hovedstadsområdet – mellem 13. og 20. marts. Også mange af dem blev mødt med samme skræk og mistro, når de rykkede ind i deres fritidshuse. I Wales sætter de direkte skilte op: ’Tag hjem-idiot-turister’.

Forhåbentlig kan vi opføre os mere besindigt.