Sort uheld - så ruller krænkelsen igen

Følg Leder
EKSTRA BLADET MENER

Det er ikke let at holde udklædningsfest nu om dage.

Seneste bevis er fra Herning Gymnasium. To elever kom – for at leve op til temaet ’verdens helte’ – udklædt som henholdsvis Michelle og Barack Obama. Flere blev derpå krænket og talte om ’blackface’. Heriblandt nogle lærere og dertil angiveligt nogle elever af anden etnisk herkomst samt en vagt, der – af hensyn til sikkerheden, må man formode – opfordrede de to elever til at gå i bad og vaske ansigterne.

’Det var en vild oplevelse. Jeg havde slet ikke set det komme. Vi gjorde det jo ikke for at skabe konflikt’, siger den ene af eleverne, Emma Barslund-Gade, til Jyllands-Posten og understreger, at deres udklædning var ment som en hyldest til USA’s forhenværende præsidentpar i tråd med festens heltetema.

Men krænkelses-entusiasme ruller nu om dage helt automatisk og uden at ænse virkeligheden. 

Tidligere har det som bekendt været en mexicansk studerende ved Københavns Universitet, der har været krænket over festudklædning med mexicaner-hatte. Hvilket rektoren for nationens ypperste institution for lærde valgte at rette ind efter. Man kan således nemt være belæst uden at være begavet.

I december ramte en anden krænkelses-sag undervisnings-verdenen. En kvindelig underviser med anden etnisk baggrund end dansk på Copenhagen Business School var krænket over, at undervisere på stedet sang ’Den danske sang er en ung blond pige’. Hun krævede den forkastet af hensyn til sit eget ’safe space’, som det hedder. 

Identitetspolitik og krænkelses-hysteri er en del af en årtier gammel bevægelse opstået på amerikanske universiteter og kan samles under betegnelsen ’politisk korrekthed’. Man ønsker så at sige at rense fortiden for alt, hvad folk – ikke de facto, men bare muligvis – finder krænkende. Senest i denne politiske korrekthedsudvikling er så tilstødt begrebet ’kulturel appropriation’.

Eksempelvis med en debat om, at popstjernen Justin Bieber ikke måtte have en frisure med dreadlocks. For Bieber er en rig, hvid mand og stjæler hermed fra den sorte rastafari-kultur. Og det er kulturel appropriation. Det er en ’genskabelse af den koloniale gestus’. En lignende logik om ubevidst racisme ligger bag hvide, der klæder sig ud som sorte.

Alle er selvfølgelig bedst tjent med, at man udviser hensyn. Men vigtigere er, at alle har ret til ikke at føle sig krænket og opfører sig sådan. Ellers får vi et krænkelses-diktatur. Dertil kommer, at etnisk danske gymnasieelever til udklædningsfester med helte-tema snart kun må troppe op som eksempelvis Lars Løkke og Mette Frederiksen. Og det er der jo ingen, der gider.

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Mere fra Ekstra Bladet+

Uduelighed er ingen hindring for millionløn

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+