Sorte huller

FOR OTTE år siden lovede Lars Løkkes daværende VK-regering hurtigt bredbånd til alle husstande i det ganske land i 2020. Halleluja. Det lød rigtig godt.

HELT PRÆCIST blev vi stillet i udsigt, at hver og en skal have adgang til mindst 100 Mbit download og 30 Mbit upload om mindre end to år. Men sådan kommer det ikke til at gå.

PÅ SAMME måde er det også galt med mobildækningen. I 2012 fortalte Ekstra Bladet historien om Gitte Lassen på 74 år fra Omø. 

HVIS HUN skulle få et opkald eller selv ville ringe på sin mobiltelefon, måtte hun først op på trappestigen og derefter op på taget af sit hus. Der var dækningen nogenlunde – indenfor var der ingen dækning. I haven var der på gode dage et svagt signal.

MAN FORSTÅR så udmærket, at hun helst ville tale i telefon om sommeren. Men Gitte Lassens eksempel er desværre ikke blot en historie fra gamle dage.

DET ER DEN virkelighed, som tusindvis af danske hustande kæmper med den dag i dag. På både bredbånd og mobildækning er vi håbløst bag efter en lang række lande i vores del af Europa, og det går ufattelig langsomt med at få fyldt de sorte huller ud.

MERE END hver tiende bolig eller virksomhed har i dag ikke adgang til det hurtige net, som er regeringens målsætning. Det svarer til omkring 250.000 adresser.

REGERINGEN reagerer med håndbremsen trukket, og vi er blot vidner til den ene lappeløsning efter den anden. Senest i mandags, hvor der kun blev udskrevet yderligere 60 millioner kroner til den bredbåndspulje, som folk, der bor i de sorte huller, kan søge fra. Men pengene forslår som en skrædder i helvede.

TÅRNHØJE Lars Christian Lilleholt fra Venstre er energi-, forsynings- og klimaminister og dermed også ansvarlig for teleområdet. Men han mestrer ikke det store perspektiv. Han taler forsigtigt om, at den seneste donation er et nøk i den rigtige retning.

MEN MED det tempo, regeringen arbejder i, må vi nok se i øjnene, at der sikkert går yderligere syv-otte år, inden hele landet er på et acceptabelt niveau, når det gælder bredbånd- og mobildækning. 

DET STÅR i skærende kontrast til regeringens mange planer om at flytte statslige institutioner til provinsen, hvor de sorte huller er flest. Men det kan måske give brevdue-flyvningen en renæssance. 

179 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere