Spildte kræfter

DET BLIVER IKKE til noget. Integrationsminister Mattias Tesfaye meddeler, at ingen lande vil acceptere et modtagecenter for asylsøgere.

Det var ellers et slagnummer i valgkampen for socialdemokraterne. Sådan ville man styre migrantstrømmen. Der skulle oprettes lejre uden for Europa – eksempelvis i Nordafrika – hvor asylbehandlingen skulle finde sted. Helst finansieret sammen med resten af EU. Men om nødvendigt af Danmark alene.

TIRSDAG MEDDELTE TESFAYE så, at det ikke er lykkedes at få en aftale med et eneste land.

Det ligner et vandmærke for landets nye regering: Store planer – ingen resultater.

Lad os minde om ’verdens mest ambitiøse klimaplan’. Eller hvad med tidlig tilbagetrækning for nedslidte, hvor selv planens maskot ved navn Arne har opgivet at høre mere fra statsministeren? Eller hvad med Mette Frederiksens sagnomspundne plan om at tvangsfjerne mange flere børn, som siden har vist sig at være en tvivlsom tilgang til et socialt område, der i forvejen sejler i inkompetence?

DEN NYE REGERING er en succes på papiret. Den står godt i meningsmålingerne. Og der er ingen opposition, ja, der synes end ikke at være udsigt til en sådan. Men papir er taknemligt. Som der stod på side syv i ’Retfærdig og realistisk – Helhedsplan for dansk udlændingepolitik’ fra 2018, så ville socialdemokraterne, hvis de fik magten, ’skabe et nyt og mere retfærdigt asylsystem’.

Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye har magten. Og sidstnævnte melder, at det med ’realistisk’ gælder ikke længere. Det er at ligne med, da hans partiformand proklamerede, at ’nu er det Arnes tur’. Eller som integrationsministeren udtrykker det, så kan det alt sammen være ’skønne spildte kræfter’.

LAD OS HÅBE for Tesfaye og hans parti at vælgerne ikke genkender hans udsagn som en præcis karakteristik af deres egen indsats med at stemme socialdemokraterne og deres udlændingepolitik ind i regeringskontorerne.

Der er måske langt til næste valg. Men sandheden er konkret. Også i politik. Opretholder socialdemokraterne sin nuværende indsats, synes der ligefrem lagt op til en selverkendelse for hele regeringens virke: Spildte kræfter. 

377 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere