Spillemanden

Fik han set det, han ville? Vi andre fik i hvert fald hørt vores melodi.

Ved meddelelsen om Kim Melius Flyvholm Larsens død er der faktisk kun et at sige: Tak.

I fem årtier personificerede han den danske sang. Som en bredkæftet, poetisk fribytter på tyvetogt i det, han selv kaldte ’Borgergade’. Og som en kunstner, hvis integritet var uangribelig.

Med 'Midt om natten’ og ’Forklædt som voksen’ udgav han de suverænt bedst sælgende albums i danmarkshistorien. Og dertil var der Gasolin, ’Værsgo’ og alt det andet.

Og det var muligt, de vil sætte ham på finansloven. Det var muligt, de vil synge hans sange i kirken. Det var muligt, de udråbte ham til ’nationalskjald’. Men de kunne godt glemme det.

Alle elskede Kim Larsen. Men ingen ejede ham på nogen måde. Eller som han selv sagde om sin modvilje mod at blive kaldt ’nationalskjald’:

’Man er spillemand. Det er det. Og hvis folk kan lide ens sange, så er man en heldig spillemand.’

Ikke blot skrev Larsen tilsyneladende den ultimativt folkelige begravelsessang, ’Om lidt’, (også selv om han fastholdt, det var en cirkussang). Både dåbs-, fødselsdags-, konfirmations- og bryllupssange har tillige lånt melodier og allestedsnærværelse fra Larsen. Og var tante Gerdas gendigtning slået fejl, kunne folk nøjes med at synge lige ud af tekstarket: ’De smukke unge mennesker’, ’Susan himmelblå’ (navnet skiftes blot ud) eller ’Kvinde min’.

Var Kim Larsen skjald for noget, var det mest af alt de gode gamle dage. Åbenlyst sentimental og romantisk som han var. Mere rundet af BS Ingemann og gamle revyviser end sin samtids tonearter.

Hans yndlingsdanmark var fra før fællesskabet blev flyttet til Bruxelles. Fra dengang mælk kom på flasker, og sang steg op fra gården. Larsen repræsenterede alt, hvad moderne mennesker i dag opfatter som misteværdier. Gamle dage på den fede måde, om man vil.

Som frugttræer, mormorfornuft og ’Sange fra glemmebogen’. Larsen sidder i sindet hos mange som en yndlingsret fra barndomshjemmet. Når han serveres, vender det alt sammen tilbage.

Det findes i den følelse, der får ’Kvinde min’ til at være alsang. Det findes i en højelektrisk hyldest til ’Rabalderstræde’, ’hvor den ikke får for lidt’. Og det materialiserede sig alt sammen i denne hjulbenede flab af en refrænsanger, hvis morgengymnatisk i mange år bestod i at ligge på køkkengulvet og forsøge at rejse sig med ølflaske på panden uden at holde ved den.

Ved meddelelsen om Kim Melius Flyvholm Larsens død er der dertil kun et at konkludere: Selvom han var sin egen, var han stadig alles. Mange har skrevet på de sociale medier, at ’den største er faldet’. Sandt nok. Men storheden var hverken antallet af solgte plader eller førstepladser på hitlisten.

Det var, at Larsen sang os salige i en seksstjernet hyldest til alt, hvad vi har kært. Dermed mindede han os hele tiden om hinanden, alt i mens vi klædeligt glemte os selv.

For det skal Kim Larsen huskes.

Han sagde, at han altid ledte efter den perfekte melodi, efter den fuldendte sang. Vi andre synes, han skrev den hele tiden.

69 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere