Spiondrengenes totalitære trusler

De øverste spionchefer, Finn Borch Andersen fra PET (på billedet) og Svend Larsen fra FE, har kontaktet både JP/Politikens Hus og Berlingske Medias øverste chefer med uventede, intimiderende opkald. Foto: Jens Dresling
De øverste spionchefer, Finn Borch Andersen fra PET (på billedet) og Svend Larsen fra FE, har kontaktet både JP/Politikens Hus og Berlingske Medias øverste chefer med uventede, intimiderende opkald. Foto: Jens Dresling
Følg Leder

Hvis det var en scene i tv-serien 'Borgen', ville det fremstå liiiidt for utroværdigt.

For i en retsstat ville to spionbosser da aldrig ringe cheferne i den frie presses to største bladhuse op og ganske ublu forsøge at intimidere dem med et budskab ala; hej, husk lige at det kan give op til 12 års fængsel at viderebringe hemmelige informationer.

Lidt for tykt, lidt for fortænkt, selv i fiktionen.

Men nu er det altså blevet kælderklam, dansk virkelighed.

De øverste spionchefer, Finn Borch Andersen fra PET og Svend Larsen fra FE, har kontaktet både JP/Politikens Hus og Berlingske Medias øverste chefer med uventede, intimiderende opkald.

Den slags totalitære trusler runger som en skammelig mislyd i den danske retsstat.

Og hvorfor har spionerne overhovedet behov for at true?

Måske fordi de ikke har styr på deres egen hullede butik, der ellers skulle være åh så hemmelig. Fire nuværende og tidligere efterretningsfolk blev for nyligt anholdt – sigtet for at lække højt klassificerede oplysninger.

Forsvarets Efterretningstjeneste excellerede desuden i den uhørt skandaløse bommert, at skænde og tjenestefritage sin chef og tidligere chef under stor palaver, for så at måtte lide den tort, at samme chefer blev pure frikendt i den efterfølgende undersøgelse.

Den fadæse blev lempet ud i offentligheden samme dag som Støjbergdommen. Kort sagt sejler det i hendes majestæts hemmelige tjenester.

Vi kender på Ekstra Bladet udmærket straffelovens §109, stk 1 om at røbe statens hemmeligheder.

Det behøver vi ikke en spionchef til at minde os om. Vi er vores ansvar bevidst, tak.

Men det virkelige spørgsmål er; hvem har sendt spiondrengene i byen?

Tør de cottoncoat-klædte herrer lege totalitære bøller uden mandat længere oppefra i systemet? Er det en syrlig hilsen fra Mette og Barbara? Vi har naturligvis spurgt spionchefernes chefer i Justitsministeriet.

Men de er tavse som graven. Og indtil vi får svar, passer vi vores arbejde. Måske skulle spionerne gøre det samme? Der er nok af trusler mod Danmark udefra. Vi har ikke brug for en trussel fra omsiggribende råddenskab i hjertet af retsstaten.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.