Sporene skræmmer

I SØNDAGS trak Socialdemokratiet og SF deres støtte til, at energiselskabet Ørsted – tidligere DONG – sælger sit sjællandske elnet for at skaffe penge til investeringer i havvindmøller.

Dermed er der ikke flertal for salget, da Dansk Folkeparti og Enhedslisten hele tiden har været indædt imod.

FINANSMINISTER Kristian Jensen (V) beklager dybt og mener, at socialdemokraterne er blevet bange for deres egen skygge.

Hermed henviser han til makkerparret Helle Thorning/Bjarne Corydons forkætrede salg af DONG-aktier i 2014 til Goldman Sachs, som fik SF til at forlade regeringen.

Det berygtede amerikanske finansselskab, der medvirkede til at udløse finanskrisen, scorede på kort tid en gevinst på 12 milliarder kr. på en investering på kun 8.

KRISTIAN JENSEN har ret i, at sporene skræmmer.

Mette Frederiksen vil ikke ud i en valgkamp, hvor hun risikerer et folkeligt oprør med beskyldninger om at ville sælge dansk arvesølv til grådige udenlandske kapitalfonde.

GANSKE VIST forsikrer Ørsted-bossen Henrik Poulsen, at der ikke findes kapitalfonde, men kun ansvarlige vestlige forsyningsselskaber og pensionskasser blandt køber-emnerne.

De byder i omegnen af 20 milliarder kr. for at få fingre i elnettet (kaldet Radius) med over en million kunder.

MEN INGEN kan forudse, hvad der vil ske i fremtiden.

Måske videresælges nettet, så det i sidste ende bliver russiske oligarker eller mellemøstlige sheiker, som styrer elforsyningen i København og omegn.

DET DREJER SIG i bund og grund om forsyningssikkerhed.

Vi risikerer, at der kommer aktører ind, som kan true den sikkerhed. Havner elnettet i hænderne på de forkerte, kan vedkommende i praksis lukke ned for strømmen til hovedstaden.

SOCIALDEMOKRATIET har to principper for et salg: 

Enten skal det være forbrugerejet, eller også skal staten sidde på mere end 50 procent. Og det er man ikke sikker på med den proces, der er lagt op til.

Mette Frederiksen har været længe om at nå frem til den konklusion. Men bedre sent end aldrig.

335 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere