Spræng det i luften

EN HJÆLPELØS Parkinson-patient fortalte forleden i Ekstra Bladet, hvordan hendes to plejere havde ’hugget’ sten-saks-papir om, hvem af dem – taberen – der skulle bade denne hjælpeløse kvinde, Birthe Andersen.

HUN BLEV vred og ydmyget.

HAR VI hørt det før? Ja, igen og igen.

OGSÅ DEN efterfølgende linde strøm af velmenende bullshit fra de ansvarlige, da Ekstra Bladet kontaktede lederen af hjemmeplejen. Uha? – det var søreme mærkeligt ... Birthe havde også fået en undskyldning! Og alle får jo ellers undervisning i at kommunikere og en introduktion til kulturen. Og bla, bla, bla.

ALLE VI andre sidder alligevel tilbage med en isnende fornemmelse af, at kolde hjerter huserer overalt i systemet. Hvorfor dystede sosu’erne overhovedet om det ugentlige (!) bad, mens deres patient sad nøgen i sin toiletstol ved siden af dem? Havde de lige fri den dag, nytilkomne fik undervisning i, at det frarådes at hugge om, hvem der skal bade folk? 

FORRÅELSEN er bare mere udbredt, end mange vil være ved. Og derfor bliver der heller ikke gjort grundlæggende op med den. Derudover er det i forvejen sværere at rekruttere nye folk end at vinde i lotto. Så de eksisterende skal ikke generes for meget.

VI KAN gætte på, at råheden til dels bunder i, at sosu-arbejdet i årevis er blevet beskrevet nedladende – ofte med god grund – som underbetalt og topstyret. Så ender man måske med selv at føle sig som et offer. Birthe Andersen fortæller netop, at hun har oplevet langt mere engagement og empati fra afløsere, der er hentet direkte ind fra gaden.

HVER GANG endnu en forargelig eller grufuld sag pludselig dukker op til overfladen, cykler de samme og de samme søforklaringer rundt. De samme ledere beder straks om redegørelser, ingen ender med at læse. De samme politikere siger, at der må flere penge til, mere værdighed. Flere smileyer. Og bare vent: Snart skal den nye ældreminister, Astrid Krag, vise, hvad hun kan.

LUR OS, om hun ikke fortsætter i samme betonrille med sit tindrende smil: Nu skal der flere penge til efter de onde år med borgerligt styre. Mere ’værdighed’ og mere tomgangssnak om, at en kommende velfærdslov bliver et mirakelmiddel mod alt. Vi tvivler. Det er ikke penge, der afgør, om folk vædder eller lader demente hænge i seler.

MÅSKE ER det hele systemet, der er blevet et stivnet, knopskudt fortidslevn. Dræbende for ægte omsorg og hjælp. I virkeligheden har det spjættet i dødskramper i flere år, langsomt kvalt af årtiers akademisk bedreviden med tidrøvende skemaer og måleri. Et tyranni, der nu er eksistensgrundlaget for et højtbetalt lag af kolde hænder bag et skrivebord.

BOMB DET VÆK. Vend bøtten. Der er jo faktisk selvtænkende, empatiske ledere, der godt kan! Som ved, hvad der skal til – og hvad der ikke er brug for mere af.

94 kommentarer
Vis kommentarer