Stålsat

BLANDT BORGERLIGE politikere i Danmark er det helligbrøde at ytre sig venligt om russerne. Så har man sat sig uden for det gode selskab.

Det kan Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, skrive under på.

HUN HAR DRISTET sig til at mene, at Rusland ofte bliver dæmoniseret og ikke er den store trussel, som blandt andet regeringen hævder. Hun har heller ikke villet tage direkte afstand fra Ruslands annektering af Krim.

I weekenden faldt hammeren. Fremover er det kun partiledelsen og udenrigsordføreren, Søren Espersen, der må udtale sig om Putin og Rusland på partiets vegne.

SÅ NU VANDRER DF i takt med regeringen, som følger USA, Storbritannien og andre EU-lande med udvisning af russiske diplomater. En konsekvens af nervegift-angrebet på eks-spionen Sergej Skripal og hans datter i engelske Salisbury i begyndelsen af måneden.

EN STÅLSAT udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), understreger, at det er en meget hård sanktion. Danmark har aldrig tidligere udvist diplomater på grund af en hændelse i et andet land.

På både DR og TV2 fik Samuelsen stillet spørgsmålet, om han havde fået bevis for, at Putin og Kreml står bag attentatet.

Det kunne han ikke bekræfte, men slog fast, at regeringen stoler på briterne og amerikanerne, som konkluderer, at Rusland ’højst sandsynligt’ er skyldig.

DET FÅR UVILKÅRLIGT en til at tænke tilbage på krigen mod Irak.

Den førte den daværende Anders Fogh-regering os ind i, fordi han stolede på forsikringer fra USA og Storbritannien om, at Saddam Hussein rådede over kemiske ødelæggelsesvåben. Hvad han som bekendt ikke gjorde.

OVER 20 LANDE udviser altså nu omkring 100 russiske diplomater, men den koordinerede indsats viser, at EU er splittet.

Flere lande – blandt andet Belgien, Portugal, Østrig og Portugal – hæfter sig ved, at Storbritannien endnu ikke har kunnet fremlægge klare beviser for, at Putin står bag giftangrebet.

De henviser til almindelig retspraksis om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist.

MEN DET PRINCIP gælder ikke i den konkrete sag, må den danske regering mene.

Russerne vil formentlig udvise et tilsvarende antal diplomater – og så er man lige langt.

Bortset fra, at en kold krig er rykket nærmere.

205 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere