Stæk gribbene

TOPCHEFERNES lønninger er de seneste 20 år vokset dobbelt så hurtigt som de almindelige medarbejderes.

Ved udgangen af 2017 tjente bossen i hver fjerde store danske virksomhed mere end ti gange så meget som manden/kvinden på gulvet.

DET VISER en gennemgang fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd af 800 private danske virksomheder med over 200 ansatte, som Ekstra Bladet bragte i går.

Uligheden vokser og vokser. Borgerlige politikere plejer ellers at berolige os med, at lønmodtagerne får deres store bid af kagen, når der er vækst og velstand i det private erhvervsliv. Men det skorter på beviser.

Vi plejer også at få at vide, at det er nødvendigt at give direktører tårnhøje lønninger, for ellers forsvinder de bare til udlandet. Også her mangler der beviser.

UNDERSØGELSEN omfatter endda ikke en mand, der må betragtes som værende helt uden for kategorierne.

Nemlig Nets’ adm. direktør, Bo Nilsson.

HAN ER MANDEN, som scorede 600 millioner kr., da virksomheden blev børsnoteret.

Det skabte både forargelse og vrede i erhvervskredse, og stormen voksede til orkan, da det blev afsløret, at han sammen med en amerikansk kapitalfond har skruet et aktieprogram sammen, som kan give ham en gevinst på yderligere op til 1,9 milliarder kr.

BÆGERET FLØD også over på Berlingskes erhvervsredaktion, hvorfra det lød:

’Nets’ handlemåde er gift for virksomhederne. Den risikerer at smadre tilliden til det erhvervsliv, der er så afgørende i et samfund som det danske.’

METTE FREDERIKSEN varslede i valgkampen et opgør med grådigheden i den finansielle sektor. Tiltag i den retning er da også på bordet i de aktuelle regeringsforhandlinger.

Det drejer sig om skat på finansielle transaktioner, forøgelse af aktieskatten og en særskat på bankerne.

MEN DET STOPPER næppe typer som Bo Nilsson.

Derfor er det nødvendigt, at rød blok finder frem til en ordning, der bremser direktørers iver efter at gøre indhug i virksomhedernes indtjening.

Gribbene skal stækkes. 

288 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere