Statsministerposten afskaffes

Forleden meddelte Alternativets tidligere folketingsmedlem René Gade, at han vil stifte et nyt politisk parti. Vi kender ikke navnet. Det annonceres til marts, oplyser Gade. Og det politiske grundlag er noget med at afskaffe statsministerposten, som vi kender den, og i stedet sætte en erfaren person ind som leder af landet.

’Som om,’ som mine døtre siger. Det synes ikke voldsomt gangbart. Men årsagen til Gades initiativ og perspektivet heri er imidlertid værd at dvæle ved. Hvorfor får vi nu et alternativ til Alternativet?

På grund af identitetspolitik, vil jeg antage. I gamle dage – det vil sige før de seneste få år –skulle hvert individ tilpasse sig samfundet. Hvert menneske skulle finde sine tilhørssteder, melde sig i sine foretrukne fællesskaber og virke herigennem. Også politisk.

Nu er det efterhånden omvendt. Samfundet skal tilpasse sig individet. Eller de individuelle ønsker. 

Identitetspolitik er ikke bare politik med udgangspunkt i en gruppes kendetegn. Eksempelvis køn, race eller seksualitet. Vi er derhenne, hvor individer kræver særlige hensyn fra samfundet med henvisning til hvad som helst af de førnævnte. Og hvis ikke de nævnte så med henvisning til etnicitet, religion, foretrukne økonomiske model, it-præference, familieforhold eller spisevaner.

René Gade er formentlig ikke i gang med at skabe ’et parti’. Han er i færd med at danne ’sit parti’. Før ham har Pernille Vermund gjort det samme med Nye Borgerlige og er havnet i Folketinget, hvorefter hun og tilløbere nærmest har måttet opfinde en politik ud over det med udlændinge. Simon Emil Ammitzbøll-Bille er som bekendt i færd med at forsøge det samme.

Eller lad mig fremhæve, at Rasmus Paludan og Klaus Riskærs partier var figenblade, der end ikke så meget som nødtørftigt dækkede over, at det politiske projekt aldrig var et ’os’, det var aldrig et ’vi’, men derimod et ’mig’.

Nogle vil måske sige: Jamen, var det ikke også sådan i gamle dage? Med Glistrup og Fremskridtspartiet eller Erhard Jakobsen og Centrumdemokraterne? Muligvis. Dengang havde man imidlertid ikke en terminologi for fænomenologien. I hvert fald ikke ud over ’Jordskredsvalget’ i 1973.

Identitetspolitikken synes for alvor at have gjort sit indtog i partipolitik.

Den kan kendes på, at dens bannerfører hævder at være demokratiets sande repræsentanter og vogtere. Alt imens de ofte sætter spørgsmålstegn ved de institutioner, som er sat til at begrænse den politiske magt i liberale demokratier: Eksempelvis en parti-neutral statsforvaltning.

Det sidste er så åbenbart Socialdemokratiets aktie i den nye udvikling.

Lur mig, om ikke René Gade vil hævde, at det særlige og nye ved hans parti er, at det ikke er skabt i ideologi eller ud fra særlige økonomiske eller andre gruppeinteresser. Hvortil man skal huske at spørge: Jamen, hvad er der så tilbage, René?

Så handler det om alt og alle, ja, men mest af alt om ham selv. Så er det ham, der er alternativet til Alternativet, når nu Alternativet åbenbart alligevel ikke lige var noget.

80 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere