Støjberg er ikke dum

Danmarks udlændinge- og integrationsminister har på
Facebook meddelt ubetinget støtte til sin kollega og
’gode veninde’, norske Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet.
Foto: jens Dresling/Ritzau/Scanpix
Danmarks udlændinge- og integrationsminister har på Facebook meddelt ubetinget støtte til sin kollega og ’gode veninde’, norske Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet. Foto: jens Dresling/Ritzau/Scanpix

INGER STØJBERG (V) opfører sig kynisk og manipulatorisk. Eller også er hun dum.

Vi udelukker gerne det sidste.

Danmarks udlændinge- og integrationsminister har på Facebook meddelt ubetinget støtte til sin kollega og ’gode veninde’, norske Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet. Støjberg hævder, der er ført en venstrefløjskampagne mod veninden, der tirsdag trak sig som norsk justits- og integrationsminister.

SAGEN ER OPSTÅET ved, at Arbeiderpartiet i Norge ikke ville gå med til at fratage Syrien-krigere pas og statsborgerskab uden rettergang. Dette fik den norske justitsminister til at opdatere sin Facebook-profil med følgende:

’AP (Arbeiderpartiet, red.) mener, at terroristernes rettigheder er vigtigere end nationens sikkerhed.’ Påstanden stod ved et foto af en flok uniformerede og maskerede mænd, der lignede IS-krigere.

NOGET AF EN ANKLAGE mod en politisk opponent, må vi konkludere. Og ikke mindst er det opsigtsvækkende at klandre lige præcis Arbeiderpartiet for at holde med terrorister. Vi taler om et parti, hvis politiske børn blev massakreret af en terrorist på Utøya i 2011.

Uhyrligheden i Sylvi Listhaugs påstand skabte derfor hurtigt et flertal mod hende. Hvem ønsker sig den som hende i spidsen for Norge på dette område?

DET GØR DANSKE Inger Støjberg, må vi alle forstå. Listhaug er, ifølge Danmarks integrationsminister, blevet hetzet ud af den norske regering. ’Det er sket efter en, efter min mening, fuldstændig overdreven og hysterisk debat om en Facebook-opdatering’, hævder Støjberg på Facebook og skriver:

’Den norske venstrefløj har fuldstændig bevidst misforstået det, hun skrev, og brugt det imod hende.’

'Den norske venstrefløj’ har imidlertid ikke flertal i Stortinget, må vi gøre Støjberg opmærksom på. Det er derfor, Norge har en borgerlig regering, kan vi oplyse. Og regeringens støtteparti, Kristeligt Folkeparti, og såmænd også statsminister Erna Solberg, syntes eksempelvis ikke, der var noget at ’misforstå.’

VI GÅR UD FRA, at Inger Støjberg ved alt dette. Vi går ud fra, at hun ikke formulerer sig, som hun gør, af uvidenhed. Ergo støtter Danmarks integrationsminister en uredelig udlægning af sagen. Hun tilslutter sig dertil, at man beskylder andre partier for at holde med terrorister, hvis disse forsøger at værne principper i retsstaten.

Forskellen mellem Støjberg og hendes norske veninde synes enkel: Danmarks integrationsminister sidder tilsyneladende trygt og godt, uanset hvilke manipulationer hun bringer til torvs.

385 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere