Stop bimlen og bamlen for Gud

Hvorfor er vi imod larmende vindmøller i vores nabolag, når vi accepterer kirkeklokker, spørger Poul Madsen. Foto: Rasmus Flindt
Hvorfor er vi imod larmende vindmøller i vores nabolag, når vi accepterer kirkeklokker, spørger Poul Madsen. Foto: Rasmus Flindt

De borgerlige, minus Liberal Alliance, er gået til kamp for at få et forbud mod, at muslimer i Danmark kan kalde til bøn. De tør dog ikke rigtigt stå ved, at det kun er islams religiøse støj, de vil ramme, da vi jo har religionsfrihed i Danmark - i hvert fald på papiret.

Derfor troppede borgerlige torsdag op med et beslutningsforslag om ’forbud mod højttalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum.’

Det var der ikke flertal for, men når jeg tager det op, er det fordi, forslaget er fremragende, hvis det altså ikke lige var for den højst diskriminerende bagtanke.

Hvorfor ikke forbyde al religiøs støj i det offentlige rum? Hvorfor får Folkekirken lov til at bimle og bamle hver søndag morgen? Bare fordi det ikke foregår gennem en højtaler men med en kirkeklokke. Det er mindst lige så larmende og irriterende.

Hvorfor er vi imod for eksempel larmende vindmøller i vores nabolag, når vi accepterer kirkeklokker? Ganske få bruger kirken, mens vi alle har brug for strøm.

Jeg er præstesøn og ved om nogen, at kirkeklokkernes bimlen er en del af vores kulturarv. Men hvorfor accepterer vi det i en moderne tid? Vi er jo også holdt op med at acceptere slaveriet, og at mænd har mere ret end kvinder.

Kirkeklokker og muslimske, højttalerforstærkede bønnekald, er i bund og grund markedsføring af en event. Skulle AGF så også have lov til at forstyrre søndagsfreden i Aarhus med en klokke eller højttalervogn, hver gang de spiller på hjemmebane?

Når vi når ind til kernen af det hele, handler det om et forsøg på at fastholde en tid, som ikke er mere. En tid, hvor blege, kristne danskere var det eneste, vores lille smørhul var fyldt med. Og hvor den kristne kirke fyldte noget for os alle. Sådan er det ikke mere. Fortiden er fortid.

Lad os få fred for al religiøs larm.

1927 kommentarer
Vis kommentarer