Stramninger igen-igen

INTEGRATIONSMINISTER Inger Støjberg (V) er i topform: Ikke en dag uden nye stramninger over for dem, der søger hertil.

Nyeste udspil er, at myndighederne skal kunne håndplukke flygtninge, så det kun er de bedst egnede, som kommer ind i paradiset Danmark.

Udvælgelsesprocessen vil blive skrappere. Flygtninge vil kun slippe igennem nåleøjet, hvis de klarer meget grundige interviews med Udlændingestyrelsen – og kun hvis de har en nationalitet, som gør det let for dem at falde til i Danmark.

DET LIGNER den praksis for udvælgelse af FN’s kvoteflygtninge, der var under den tidligere VK-regering. Her var det ’integrationspotentialet’, som bestemte, om de fik en billet til Danmark.

Den ordning vakte voldsom global kritik, fordi den ikke tog hensyn til de svageste og mest martrede flygtninge, men udelukkende baserede sig på de mennesker på flugt, som har lettest ved at klare sig selv.

Og derfor blev den selvfølgelig afskaffet af Helle Thorning-regeringen.

STØJSENDEREN får det til at lyde, som om de barskere udvælgelseskrav er et gode for flygtningene. Hun mener f.eks., det vil være en ’bjørnetjeneste’ at lade somaliere komme til Danmark.

– De har lettere ved at falde til i regioner, der ikke ligger så langt fra Somalia, lyder hendes argument.

FORHÅBENTLIGT tænker hun ikke på de flygtningelejre, hvor dødstallet er enormt på grund af katastrofal mangel på de mest basale og livsnødvendige ting som vand, telte, fødevarer og medicin.

Vi lever i en tid, hvor der ikke siden Anden Verdenskrig har været flere flygtninge og fordrevne i verden.

Den eneste ’hjælp’, Danmark kan tilbyde, er at skræmme så mange som muligt væk fra vores lille oase og at gøre tilværelsen sur for dem, der har fået lov til at være her.

POLITIKERE NÆRMEST kappes om at udstille deres mangel på barmhjertighed og medmenneskelighed.

Det kan ikke undre, at mange almindelige borgere undertiden skammer sig over at være dansker.

233 kommentarer
Vis kommentarer