Stramninger var bluff

LÆS DET med småt i Socialdemokratiets valgløfter inden næste valg! Det vil være et godt råd, efter at man har læst Jyllands-Postens faktatjek af, hvordan det egentlig går med de 50 udlændingestramninger, S gik til valg og scorede stort på i 2019.

DE fleste – og de største – planer ligger stadig i skuffen. 

ET AF løfterne, viste kontrollen, har været dødfødt fra starten: Socialdemokratiet lovede at gennemføre lovgivning, så udlændinge, der begår narko- eller personfarlig kriminalitet, kan miste deres danske statsborgerskab.

MEN EN kort gennemlæsning af konventionerne ville have overbevist dem om, at det er umuligt, og det har Udlændingeministeriet nu også indrømmet over for Jyllands-Posten. 

MINISTEREN for dette bluff, Mattias Tesfaye, anfører, at S jo (snedigt) skrev med småt, at løftet var betinget af, at det kunne forenes med konventionerne. Aha ... Så er det helt i orden! 

EN KORT opringning til konvention-eksperten Eva Ersbøll, som JP har foretaget, viser klokkeklart, at løftet er helt hen i vejret. At tage passet kan eventuelt og kun ske, hvis udlændingen har begået landsforræderi på en eller anden måde. Ikke andet. 

OG HER fik S jo netop strammet loven, så IS-krigere nu også kan miste passet administrativt. Man skulle tro, de lige havde læst de næste par linjer i paragraffen i den forbindelse? 

BLANDT de øvrige strammerforslag, der kræver mirakler, er f.eks. hovedhjørnestenen i hele valgoplægget ’Retfærdig og realistisk’: modtagecentre for asylsøgere i Nordafrika og andre fjerntliggende steder. 

KRAVET til alle nye asylsøgere om mindst 37 timers arbejde om ugen samler også støv i skufferne.

PRÆDIKENER på fremmedsprog skulle efter valgoplægget kun foregå, hvis man samtidig kan få en dansk oversættelse. Her er det den famøse minister Joy Mogensen, der som sædvanlig ikke har løftet en finger. Man har end ikke gidet undersøge, hvor mange trossamfund der egentlig prædiker på andre sprog.

VÆLGERNE tager de manglende stramninger med knusende ro. Måske er de hærdede efter den sidste S-regerings løftebrud. Eller alle er endnu så taknemmelige for Mette Frederiksens coronahåndtering, at hun rider på en bølge af tillid.

UANSET hvad, ligner ’Retfærdig og realistisk’ nu en parodi a la komikeren Jacob Haugaards valgløfter i sin tid: Han lovede medvind på cykelstierne, Nutella i feltrationerne og flere hvaler i Randers Fjord ...

SPØRGSMÅLET er, om S-vælgerne, der i stort tal troede på det store partis bluffnumre, føler sig røvrendt, når coronaeuforien har lagt sig.

297 kommentarer
Vis kommentarer