Systemet virker

Hvis landsrettens opsigtsvækkende afgørelse viser sig at være forløberen for, at sagen må opgives, eller at Lars Findsen frifindes, så står vi med en fuldtonet skandale.
Foto: Jens Dresling
Hvis landsrettens opsigtsvækkende afgørelse viser sig at være forløberen for, at sagen må opgives, eller at Lars Findsen frifindes, så står vi med en fuldtonet skandale. Foto: Jens Dresling
Følg Lederen
EKSTRA BLADET MENER

Østre Landsrets beslutning om at løslade Lars Findsen er glædelig.

Det er den selvfølgelig først og fremmest for hovedpersonen selv, der nu er på fri fod efter et mere end 70 dages ophold i Hillerød Arrest. Men alle vi andre har også grund til at glæde os.

HELT GRUNDLÆGGENDE viser afgørelsen nemlig, at systemet virker. Den er et vederkvægende signal om, at uanset hvor hårdt magthavere af enhver slags farer frem, så formår nogen at holde hovedet koldt. I det her tilfælde landsdommerne.

Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det overordentlig betryggende. Det er det ikke mindst med tanke på, at det nye sort i dansk regeringsførelse synes at være, at beslutninger presses igennem uden gehør for de afledte konsekvenser. Barbara Bertelsen-doktrinen kunne vi jo vælge at kalde fænomenet.

DET KRÆVER MOD at stå imod denne brutale form for magtudøvelse. Byretsdommeren, der for nogle uger siden fastholdt varetægtsfængslingen af Findsen, havde ikke modet. Landsdommerne havde til gengæld. Hatten af for det.

Formelt blev beslutningen om at sigte Lars Findsen truffet af anklagemyndigheden. Man skal dog være mere end almindelig naiv, hvis man tror, at et så opsigtsvækkende skridt ikke er blevet sanktioneret af både statsminister Mette Frederiksen og af dennes departementschef, Barbara Bertelsen. Om sidstnævnte ved vi i øvrigt med sikkerhed, at hun ikke kan udstå Findsen.

DET SKAL SELVFØLGELIG understreges, at selvom landsretten løslod Findsen, så er han endnu ikke af krogen. Sigtelsen mod ham bibeholdes, og i princippet kan han stadig blive dømt for at have røbet statshemmeligheder. Det er dog næppe et helt forkert signal at udlede af Østre Landsrets kendelse, at så stærk er sagen mod Findsen så heller ikke.

Løsladelsen af Findsen føjer endnu et element til en fortælling om et dybt pinligt forløb, hvor regeringstoppen har godkendt en uhørt hård fremfærd mod både Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Flere eksperter har peget på, at prisen er, at tilliden til Danmark i efterretningssager er styrtdykket blandt vores samarbejdspartnere.

HVAD REGERINGENS motiver til at fare så uforsonligt frem er, fortoner sig. For man kan vel ikke forestille sig, at noget så primitivt som hævn mod gamle fjender kan være styrende for den slags beslutninger?

Nu må vi se, hvad der videre sker. Sikkert er det, at hvis landsrettens opsigtsvækkende afgørelse viser sig at være forløberen for, at sagen må opgives, eller at Findsen frifindes, står vi med en fuldtonet skandale.

En skandale, der uundgåeligt må føre til statsministerens afgang.

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind