Tag fra de rige

Mandag satte verdens rigeste mand en ny verdensrekord i rigdom.

Amazons stifter, Jeff Bezos, øgede sin formue med 84 milliarder kroner på en enkelt dag, ifølge den britiske avis The Guardian. Det er ikke sket for nogen før. Beløbet svarer til godt og vel et par Storebæltsbroer.

Bezos er god for langt over tusind milliarder kroner. Værdien af Amazons aktier er eksploderet under corona.

Der findes en del ubegribelige formuer hos enkeltpersoner i verden. Og flere kommer til. Og uanset, hvor lidenskabeligt liberale fremhæver, at indehaverne selv har skabt disse, og at de riges entreprenørskab gavner arbejdspladser og økonomi, er pervers og uafladeligt voksende rigdom hos få individer blevet et problem.

Det burde derfor vendes til en løsning. Dette gjorde den dansk-iranske entreprenør og millionær Djaffar Shalchi opmærksom på forleden i Jyllands-Posten:

’Jeg kan takke det danske velfærdssamfund for min rigdom. Selvfølgelig har jeg selv knoklet, men jeg er blevet millionær takket være dygtige medarbejdere, et godt sundhedsvæsen og en effektiv infrastruktur, der alt sammen er skattefinansieret,’ skrev Shalchi, der tillige takkede for sin gratis uddannelse.

Sammen med 83 andre millionærer fra syv forskellige lande appellerede han til EU-landenes ledere om at drøfte en formueskat på blot 1 procent som led i genopretningsplanen mod corona.

Det skete ikke. Tværtimod. Italien står f.eks. til at modtage mest hjælp af alle fra EU’s corona-hjælpefond. Et land, hvis rigeste sidder på enorme formuer, hvilket antallet af indregistrerede privatfly, lystyachter, luksusbiler samt mængden af luksusboliger efter sigende godtgør. 

Men Italiens rige lever åbenbart i en slags økonomisk immunitet. På samme sæt og vis som Apple gør det ved åbenbart helt lovligt at undgå at betale skat i Irland, hvilket konkurrencekommissær Margrethe Vestager forleden duknakket måtte sande. 

Det er opsigtsvækkende, at udsagn om stigende ulighed nu om dage også kommer fra visse milliardærer og millionærer som Djaffar Shalchi og hans ligesindede. Det er dertil på tide. Det er i årevis lykkedes velhavere at bilde verden ind, at de udelukkende er til glæde og gavn for samfundene. Uagtet, at deres formuer antager perverse dimensioner og uproduktive former.

Djaffar Shalchi mener, det er i de rigestes egen interesse at være med til at værne velfærdsstater:

’Det kræver højere beskatning af de allerrigeste. Det kræver progressiv beskatning – hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs – den eneste bæredygtige vej frem, når vi skal finansiere restaureringen efter coronakrisen,’ skriver rigmanden.

Hvem overbeviser folk som Jeff Bezos om dette? Om at armod og billig arbejdskraft nok er en givtig, men i længden uholdbar forretningsmodel?

232 kommentarer
Vis kommentarer