Tak for ingenting

’STORE KNASTER’ er et af yndlings-udtrykkene, når Dansk Folkeparti i disse dage alvorstungt skal forklare, hvorfor en hjælpeplan for unge udsatte sejler en langsom stranding i møde. Den gælder 50.000 unge mellem 15 og 24 år.

UNGE, der er baldret baglæns ud af folkeskolen. Uden at komme videre. Hver femte elev er røget af i svinget år efter år. De hober sig nu op i den såkaldte restgruppe af ikke- ddannelsesparate.

REFORMEN for denne gruppe er et af Lars Løkkes hjertebørn. Han har fremlagt en forenkling og forbedring af tilbud til unge, der ikke aner, hvad der er op og ned i deres liv. De får to år på en ny forberedende grunduddannelse til at få en retning og et ståsted, de kan komme videre fra. Hver med sin personlige vejleder, indtil de er færdiguddannede.

KNOPSKYDNINGEN inden for tilbud til denne gruppe har hidtil været grotesk og af svingende kvalitet. Udbuddet for de allersvageste er det mest uoverskuelige inden for alle ungdomsuddannelser. Hvor smart er det?

ALT skulle have være sat på skinner inden sommerferien. Det bliver som at vende en supertanker – det tager tid. Men nu er der i stedet dømt ’tænkepause’. Jamen, så tænk!, har man lyst til at råbe. På de unge. Ikke på at finde hår i suppen og opdigte og forstørre problemer af egennyttige og taktiske grunde. Så svært kan det heller ikke være at finde sammen?

ALLE på Christiansborg, stort set, er jo enige om, at idéen i reformen er god og livsnødvendig. Men nu fisker opportunisterne i alt muligt andet. Om kommunerne kan klare det ... Og hvorfor kan hver en flække ikke få en superskole? Det er synd for Udkantsdanmark og bla-bla-bla.

DE UNGE, det drejer sig om, kan roligt sige ’tak for ingenting’ indtil videre. Ikke bare til Dansk Folkeparti, der ikke ser mange stemmer i at hjælpe Lars Løkkes prestigeprojekt igennem. Men også til alle de andre pladespillere i politik eller på skoler og kursussteder, der i månedsvis har luftet deres bekymringer for, at noget må lukke eller blive anderledes. Betontænkerne er ved at falde over hinanden! Det skal forestille, at de tænker omsorgsfuldt på de unge. Men det er løgn eller overvurdering af egen indsats. De lukker øjnene for, hvad der egentlig gavner de unge.

ANDRE fabler om afstande, de unge stakler skal tilbagelægge til et af de 80 nye uddannelsessteder, som om de skal krydse tværs over indlandsisen for at komme i skole og ikke tage bussen til Kalundborg. Mon ikke en elev godt gider flytte sig, hvis de kommer til et nyt, dynamisk, toptunet uddannelsessted?

ELEVERNE skal også have lige så mange penge, som de fik på kontanthjælp, ellers gider de ikke, er en anden påstand.

KOM dog videre!

105 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere