Tak til Danske Bank

MENS ANTALLET af arbejdsløse eksploderer med coronapandemiens hærgen, og Folketinget bliver enige om nye hjælpepakker i milliard-klassen, slås Danske Bank med et mere jordnært problem. Danmarks største bank skal finde en ny dato for den årlige generalforsamling, som blev aflyst 17. marts. Normalt har den slags begivenheder begrænset interesse. Men ikke i dette tilfælde.

DANSKE BANK har nemlig tænkt sig at udlodde 7,3 mia. kr. i udbytte til aktionærerne – svarende til knap halvdelen af bankens overskud for 2019. Det har medført en shitstorm og rasende debatindlæg. Fælles for protesterne er, at Danske Bank ikke kan tillade sig at forgylde aktionærerne – med A.P. Møller-Mærsk-familien i spidsen – netop nu, hvor alle andre gisper. Banken må vise samfundshensyn. Man udfordrer med andre ord bankens moral.

DET ER for så vidt forståeligt nok, al den stund at Danske Bank i mange år har yndet at understrege sin dybe interesse for landets ve og vel. Senest da den nye bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, for et år siden betonede bankens ’samfundsansvar’. Men medmindre Danske Bank har en særdeles alternativ definition af ’samfundsansvar’, kan de højstemte fraser kun karakteriseres som løgn og latin.

OP TIL den globale finanskrise i 2008 havde Danske Bank f.eks. kastet sig ud i så grotesk vanvittige spekulationer, at staten måtte yde akut krisehjælp. Ellers var banken gået bankerot – og havde muligvis trukket hele den danske samfunds-husholdning med ned.

HVIDVASK-skandalen, hvor banken scorede kassen på at servicere kriminel eksport af ca. 1500 mia. kr. gennem filialen i Estland, harmonerer heller ikke med de fine ord om ’samfundsansvar’. Ej heller de massive fyringsrunder eller brugen af skatte-begunstigede ansættelseskontrakter. 

Som Ekstra Bladet har afsløret, er den nye direktør, Chris Vogelzang, og en stribe andre topmedarbejdere ansat på forsker-ordninger, hvormed staten går glip af mange millioner i skat.

OG NU står banken ligesom en stribe andre mindre banker fast på at forgylde aktionærerne. Trods Nationalbankens indtrængende appel om det modsatte her midt i den alvorlige samfundskrise.

BESTYRELSESFORMAND Karsten Dybvad skal have tak for, at han med sine handlinger endnu en gang gennemhuller bragesnakken om ’samfundsansvar’ og slår fast, at også Danske Banks fremmeste opgave er at tjene penge til aktionærerne.

105 kommentarer
Vis kommentarer