Tak, Wilkinson

Howard Wilkinson stod for første gang offentligt frem. Foto Linda Johansen
Howard Wilkinson stod for første gang offentligt frem. Foto Linda Johansen

SELV OM HAN frygter for sin sikkerhed, havde whistlebloweren Howard Wilkinson i går mod og mandshjerte nok til at stå offentligt frem under en høring i Folketinget om hvidvask-skandalen.

Wilkinson, der i syv år arbejdede som chef for Danske Banks handelsafdeling i Baltikum og i dag er bosat i England, skød med skarpt mod både banken og Finanstilsynet.

– JEG SYNES, det er chokerende, at jeg skal være her i dag. Sagen er en skændsel, sagde han og pegede på, at en stor del af de beskidte penge kunne være blevet beslaglagt af politiet, hvis banken havde indberettet kunderne til myndighederne, dengang han kom med sine første advarsler.

Det skete i 2013 og 2014, da han som ansat i banken advarede topledelsen i fire mails om mistænkelige forhold og kunder i den estiske filial. Uden at ledelsen reagerede.

UNDER HØRINGEN fik Danske Banks nuværende adm. direktør, Jesper Nielsen, taletid, så han kunne undskylde og undskylde.

– Der har været svigt. Der har været manglende fokus og forståelse for, hvor store problemerne var. Det har vi været for længe om at opdage og ikke gode nok til at tage hånd om, snøftede han.

MAN SKAL SOM bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men de var lige ved det, da Jesper Nielsen tilføjede:

–Vi har aldrig haft som motiv at sætte indtjening over ansvarlighed!

Javel, og månen er lavet af grøn ost.

DE FÆRRESTE ER efterhånden i tvivl om, at grunden til, at Danske Bank reagerede så sent, var, at filialen i Estland var en guldgrube, som skovlede penge ind til banken.

Howard Wilkinson havde i øvrigt en række anbefalinger med til danske politikere:

– Beskyt whistleblowere. Og påbegynd en officiel og ekstern undersøgelse af Finanstilsynets håndtering af Danske Bank.

NETOP FINANSTILSYNETS rolle i sagen, der betegnes som den største hvidvask-skandale i verden, skriger efter at blive undersøgt til bunds.

Tilsynet har tilsyneladende haft så blind tillid til, at bankerne vogtede hvidvask-loven på myndighedernes vegne, at de kun sporadisk tjekkede oplysninger fra dem.

Resultatet kender vi kun alt for godt i dag.

Hvilket bestemt ikke skyldes tilsynet, men derimod at en enkeltperson ikke kunne leve med at tie med sin viden og ville svindelen til livs.

Tak, Wilkinson.

127 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere