Talgymnastik

EN TØVENDE lettelse breder sig i dansk politik: Flygtningetallene i årets tre første måneder er godt nok steget i forhold til sidste år – men det kunne være meget værre i forhold til efterårets kaos.

TIL GENGÆLD er de politiske modstandere hver især hurtige til at tage æren – med vidt forskellige begrundelser! Borgerne skal nok ikke regne med andet end snæversynet talgymnastik foreløbig.

HELIKOPTER-PERSPEKTIVET over de flydende menneskestrømme er dels vanskeligt at få – men man har desværre heller ikke indtryk af, at politikerne egentlig er indstillet på at indse og diskutere fremtiden og virkemidlerne fordomsfrit. I hvert fald ikke med vælgerne.

EN AF Danmarks største jubeleuropæere professor Uffe Østergaard er til gengæld vendt 180 grader: Han ser et helt andet Europa for sig nu. EU's velfærdssystem er stadig meget attraktivt, og to milliarder i Afrika kan orientere sig om det på mobilen. EU’s eneste mulighed er et Fort Europa, sagde han til Weekendavisen for nylig: jerntæppe, trådhegn i fire baner, vagtposter og Frontex-patruljeskibe ud for Libyens kyst. Det lyder stygt!

REGERINGEN herhjemme regner stadig med, at Danmark ’kun’ får 25.000 asylsøgere i år. Men prognosen kan gå op i hat og briller inden for få måneder.

DEN OPREKLAMEREDE EU-aftale med Tyrkiet om at stoppe flygtningene op over Balkan kan hurtigt vise sig at være et flop.

DELS FINDER flygtningene nye veje. Og dels nøler EU med at opfylde den for Tyrkiet vigtigste del af aftalen: At Tyrkiets knap 80 millioner borgere får visumfrihed til at rejse ind i EU fra 1. juli.

EU HAR SAT 72 betingelser op for, at visumfriheden kan komme i gang, og man håber at finde et par større eller mindre hår i suppen, så betingelserne ikke bliver opfyldt.

SÅ GIDER Tyrkiet til gengæld ikke stoppe flygtninge, siger de. Penge kan ikke gøre det alene.

SAMTIDIG vælter især afrikanske flygtninge igen over det farlige Middelhav og lander i Italien, hvis de overlever. Østrig er allerede ved at forberede sig på at lukke sin grænse mod Italien ...

165 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere