Tavse Mette

KUN DE FÆRRESTE kritiserer Mette Frederiksen, fordi hun reagerede resolut på coronaen og lukkede Danmark ned 11. marts.

Hun fik opbakning fra samtlige politiske partier, og tiden har vist, at hun traf den rigtige beslutning.

MEN LØJ HUN over for Folketinget, da blå blok krævede klar besked om, hvilke eksperter der havde anbefalet nedlukningen?

DET SPØRGSMÅL har både Jyllands-Posten og Berlingske kredset om de seneste dage med henvisning til, at statsministeren den historiske 11. marts blot fortalte befolkningen, at det skete på ’myndighedernes anbefaling’.

Men hvilke myndigheder?

SUNDHEDSSTYRELSEN melder hus forbi. Og det samme gør den operative krisestab (Nost), som er et samarbejde på øverste niveau mellem Rigspolitiet, Forsvarskommandoen, Sundhedsstyrelsen, Beredskabsstyrelsen og Udenrigsministeriet, og som har spillet en central rolle under coronakrisen.

DET ER FULDT UD legitimt, at selve beslutningen om nedlukning træffes politisk af regeringen. Men det er selvfølgelig helt uacceptabelt, hvis regeringschefen har afgivet urigtige oplysninger om baggrunden for en så væsentlig beslutning.

I FORVEJEN er Mette Frederiksen blevet beskyldt for at være for egenrådig og for kun at lytte til andre, hvis deres forslag passer ind i hendes eget kram.

Især under genåbningen af Danmark har hun optrådt, som om hun var øverste direktør i en privat virksomhed, lyder kritikken.

STATSMINISTEREN fastholder sin forklaring om, at nedlukningen skete på ’myndighedernes anbefaling’, men nægter at sætte navne på.

MEN HER SLUTTER sagen ikke, idet et flertal på Christiansborg har nedsat en ekspertgruppe til at granske regeringens håndtering af coronakrisen.

OG CENTRALT bliver netop en undersøgelse af beslutningsgrundlaget for nedlukningen i marts.

Ekspertgruppen kommer med sine konklusioner til januar.

DET VIL SE SKIDT UD for Mette Frederiksen, hvis de myndigheder, der efter hendes udsagn anbefalede nedlukning, viser sig at være – Martin Rossen! 

426 kommentarer
Vis kommentarer