Test, for helvede

’Test, test, test’, sagde WHO’s generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus. Danmark gjorde naturligvis det modsatte, for vi er jo som regel altid klogere end alle andre. Men midt i de manglende tests blev sundhedsminister Magnus Heunicke alligevel bange for folkestemningen. Heunicke kunne vel ligesom alle vi andre se, at det var komplet hul i hovedet og livsfarligt, at sundhedspersonale ikke engang kunne blive testet.

 midt i bedste sendetid blev Sundhedsstyrelsens teststrategi og Danmarks mest populære mand, Søren Brostrøm, solgt for åben skærm. Nu skulle der pludselig testes i stor stil. Senere har vi så her på Ekstra Bladet afsløret, at Heunickes nærmeste i ministeriet udmærket vidste, at det ikke kunne lade sig gøre i praksis. Endnu en vanvittig absurditet.

Men forvirringen fortsætter for fuld udblæsning. Nu bliver ministerens nye strategi undsagt af en af embedsmændene, Kåre Mølback, fra Statens Serum Institut. Det er dem, der følger epidemiens spredning. Han siger, at det er spild af ressourcer at teste 10.000 om dagen. 

Og manden, der for længst burde have skaffet rigeligt med testkits, Thomas Senderovitz fra Lægemiddelstyrelsen, kører behændigt under radaren, alt imens regionerne stadig mangler dele til testkit og værneudstyr. 

Og i går kunne vi så her på Ekstra Bladet berette, at det slet ikke er sikkert, at vi har testet rigtigt. Negative test kan være forkerte, fordi man i virkeligheden bør teste flere dage i træk for at være sikker på, at vi ikke har corona.

Undskyld, hvad fanden har I gang i?

Jeg ved, at jeg midt i denne krisetid burde tale pænt, men den måde, det har udviklet sig på, er jo absurd.

Bliv dog enige. Test, for helvede, så vi ved, hvem der har corona. Hvor svært kan det være? 

Det er muligt, at I får svært ved at leve op til det lige nu, men det ville klæde jer, hvis I i det mindste meldte enigt ud, så vi, der går og er bange for corona, havde en samlet ledestjerne at følge.

Det er den afgørende test.

241 kommentarer
Vis kommentarer