Til grin for dine penge

 

De danske pengeinstitutter har fået en rigtig smart ide. Og vi kan allerede nu afsløre, at det er kunderne, som skal betale.

Den rigtig smarte ide går ud på, at kunderne nu skal betale for at have penge stående i banken.

Nej, det er ikke en dårlig joke: Kunderne skal ikke længere kun betale renter for at låne penge af banken. De skal også betale renter for at låne penge til banken.

Nu er det ikke sådan, at de store banker med Danske Bank og Nordea i spidsen selv lancerer ideen. Næ, så dumme er de ikke. De lader deres egen brancheorganisation, Finansrådet, agere bydreng.

Således flæber Finansrådets cheføkonom, Niels Storm Stenbæk, over det historisk lave renteniveau og siger til Berlingske: ’Vi er presset til at tjene flere penge (...). Derfor må vi spørge os selv, om vi er kommet i den situation, at vi er nødt til at tilbyde kunderne en negativ indlånsrente.’

Indlånsrenten er mange steder nul pct. eller lige deromkring. Men ingen bank med respekt for sine aktionærer vil være den første til at indføre direkte negativ indlånsrente. Kunderne vil selvfølgelig flygte til nærmeste konkurrent.

Udmeldingen fra Finansrådets bydreng kan derfor dårligt opfattes som andet end første led i en langsigtet pr- og spin-plan. Den går ud på langsomt at overbevise danskerne om, at alle ansvarlige banker bliver nødt til at opkræve rente på indlån.

Den plan skal bankerne ikke få held med. Men det kræver, at kunderne allerede nu siger klart og tydeligt fra: Vi vil dæleme ikke være til grin for vores egne penge. Altså mere end vi i forvejen er.

For det går næppe så dårligt, som bankerne og Finansrådet giver indtryk af. Bankernes vagthund – Finanstilsynet – har meddelt, at bankerne tjente svimlende 16,1 mia. kr. alene i årets første seks måneder.

0 kommentarer
Vis kommentarer